Udland

Bestemt type tepose afgiver mikroplast, viser ny undersøgelse

Plastikteposer afgiver mikroplast direkte i en fødevare, men vi kender ikke konsekvenserne.

Det er ikke altid kun smagsstofferne fra de tørrede blade, der breder sig i det kogte vand, når du vil lave dig en dejlig kop te.

Der bliver nemlig frigivet flere milliarder stykker mikroplastik, så snart en tepose af plastik rammer vandet, viser en undersøgelse foretaget af en gruppe forskere fra McGill University i Canada. Det skriver BBC.

Ifølge forskerne drejer det sig om 11,6 milliarder stykker mikroplastik og 3,1 milliarder nanoplastiske partikler. Og det er foruroligende tal, mener Malene Møhl, havbiolog og plastikekspert hos WWF Verdensnaturfonden Danmark.

- Tallene er meget høje, i forhold til hvad der tidligere er målt i fødevarer, så det er overraskende, at tallet er så høj. Men det skal også siges, at vi bliver bedre til at måle og undersøge materialer for mikroplastik, siger hun til TV 2.

Afgiver plastik i varmt vand

De fleste teposer er dog stadig lavet af noget, der ligner papir, men flere kvalitetsmærker er gået over til en variant, der er lavet af et tyndt plastiktrådnet.

Hvad er mikroplast?

  • Mikroplast er defineret som alle plastikstykker, der er mindre end fem millimeter i diameter
  • De fleste stykker mikroplast er langt mindre end en millimeter og kan ikke ses med det blotte øje
  • De måles typisk i mikrometer – som er en tusindedel af en millimeter – deraf navnet mikroplast
  • Mikroplast kommer fra nedslidning af større plaststykker, såsom karklude, dæk, maling, fodtøj, kosmetik og tekstiler

Kilde: Miljøstyrelsen

Poserne er formet som en pyramide, fordi det ifølge producenterne skulle få teen til at trække bedre. Og det var den type, som forskerne testede fire forskellige af i forbindelse med undersøgelsen.

Den viste, at de udskilte de mange milliarder stykker plastik og partikler, når en tom og skyllet udgave af poserne blev sænket ned i vand med en temperatur lige under kogepunktet.

Ikke nok forskning

I modsætning til den mikroplast, som bliver afgivet fra vores tøj og andre tekstiler og kommer op i luften, havner plastikken her i en fødevare.

- Den ender direkte i et produkt, som vi skal indtage, siger Malene Møhl.

Der er dog stadig ikke lavet nok undersøgelser på området til, at man kan sige noget om, hvilke konsekvenser mikroplasten har for vores helbred og økosystemer, fortæller hun.

- Men teknologien til at undersøge det bliver mere og mere avanceret, og det ser vi kun positivt på. Jeg er ikke i tvivl om, at den samlede effekt af de kemiske stoffer, vi omgiver os med, har en negativ sundhedsmæssig konsekvens for både mennesker og dyr.

Andre teposer afsætter også plastikaftryk

Det er ikke kun plastikteposerne, der sætter et aftryk på miljøet. Plastikeksperten peger på, at de mere traditionelle også afsætter et plastikaftryk, både fordi de ofte er lavet af et syntetisk materiale, men også fordi det er et engangsforbrug.

De er dog ikke testet for, om de afgiver noget til den færdige te.

- Men det er et sted, hvor det er nemt som forbruger at undgå unødvendigt ressourceforbrug, fordi der findes alternativer som løs te og teæg, siger Malene Møhl.

Hun understreger, at organisationen ikke går efter at skabe en plastikpanik, men arbejder for at få politisk fokus på at få dokumenteret effekterne af mikroplast på mennesker og natur.