Udland

Ukrainsk rådgiver: Trump ville kun tale, hvis Biden blev diskuteret

Trump afviste kort efter midnat igen anklager om, at han har forsøgt at presse Ukraines præsident til at grave smuds frem på Joe Biden.

RETTELSE: Det fremgik tidligere af denne artikel, at Serhij Lesjtjenko er rådgiver for Ukraines præsident. Det er ikke korrekt. Han rådgav præsident Zelenskij, da denne overtog embedet i april, men er ikke længere tilknyttet administrationen, som sidenhen har taget afstand til ham.

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, kunne skyde en hvid pind efter en samtale med USA's præsident, Donald Trump, hvis ikke sagen om Joe Biden og dennes søn blev diskuteret.

- Det stod klart, at Trump kun ville have kommunikation med os, hvis man kunne diskutere Biden-sagen, fortæller Serhij Lesjtjenko, der er tidligere rådgiver for Ukraines præsident.

Det skriver ABC News.

Zelenskij blev valgt som Ukraines præsident i april 2019, og ifølge Lesjtjenko var et opkald med landets tætte allierede, USA, af høj prioritet.

- Emnet blev fremhævet mange gange. Jeg ved, at de ukrainske embedsfolk forstod det sådan, tilføjer rådgiveren.

Zelenskij endte med at få sit opkald med Trump 25. juli 2019.

Onsdag frigav Det Hvide Hus en opsummerende udskrift af en samtale, Trump havde med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, hvor Trump forsøger at overtale Zelenskij til at efterforske den tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter Bidens økonomiske interesser i Ukraine.

Trump: - Et svindelnummer

Zelenskij afviste på et pressemøde onsdag aften, at han blev presset til at efterforske Trumps politiske modstander Joe Biden, der stiller op som præsidentkandidat for Demokraterne.

På et pressemøde i New York kort efter midnat dansk tid afviste Trump, at han forsøgte at lægge pres på den ukrainske præsident under deres opkald:

- I spilder jeres tid. Der er intet her. Det er ét stort svindelnummer. Den såkaldte whistleblower, der slet ikke havde nogen adgang, så vidt jeg ved, og udskriften af samtalen. Der er ingenting, tilføjede præsidenten.

Ved pressemødet og efterfølgende i en række opslag på Twitter gjorde præsident Trump det klart, at han "bakker op om den størst mulige gennemsigtighed" i sagen.

- Men jeg kræver også åbenhed fra Joe Biden og hans søn, Hunter, om de millioner af dollar, der er blevet taget ud af Ukraine.

Trump henviser til udokumenterede påstande om, at Joe Biden på fordækt vis hjalp sin søn med forretninger i Ukraine, mens Biden var vicepræsident fra 2009 til 2017.

Avisen The Washington Post skriver, at Trump før opkaldet med den ukrainske præsident bad sin administration om at tilbageholde militærbistand til Ukraine for at lægge pres på landet.

- Jeg har ikke presset nogen som helst, sagde Trump natten til torsdag i New York.

- Det er et svindelnummer, det her. Et svindelnummer.

Trump trues med rigsretssag

Telefonsamtalen indgår som et vigtigt element i den rigsretssag mod Trump, som den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, tirsdag bebudede, at hun vil tage skridt til.

- Denne uge har præsidenten indrømmet at have opfordret Ukraines præsident til handlinger, der ville gavne ham politisk, sagde Pelosi, der mener, at Trumps handlinger er forfatningsstridige.

Præsident Trump har flere gange fremført udokumenterede påstande vedrørende Hunter Biden og hans forretninger i Ukraine, blandt andet som bestyrelsesmedlem i energikonsortiet Burisma.

Disse forretninger foregik, mens Joe Biden i sin tid som vicepræsident var direkte ansvarlig for energipolitiske forhandlinger med Ukraine.

Hunter Biden med sin far i 2014.

Trump mener, at Biden tvang den daværende ukrainske regering til at afskedige en offentlig anklager, der blandt andet undersøgte korruption i Burisma.

Det er dog blevet afvist, da fyringen af den offentlige anklager var et krav fra en række internationale aktører. Heriblandt EU, Den Internationale Valutafond og flere europæiske stats- og regeringschefer.