Udland

To millioner vilde dyr er dræbt i skovbrande i Bolivia

Pumaer og jaguarer er blandt de 2,3 millioner dyr, der er blevet fanget i flammerne i de bolivianske skove.

Flere end to millioner vilde dyr er blevet dræbt i voldsomme skovbrande, som i ugevis har plaget Bolivia. Herunder talrige pumaer, jaguarer og lamaer.

Det oplyser en række eksperter i miljø og dyreliv til nyhedsbureauet AFP onsdag aften dansk tid.

Flammerne har ødelagt store skov- og græsområder i regionen Chiquitania i det østlige Bolivia, som er kendetegnet af tropiske savanner.

- Vi har konsulteret biologerne i Chiquitania, og vi vurderer, at flere end 2,3 millioner dyr savnes i flere fredede områder, siger professor Sandra Quiroga fra universitetet i Santa Cruz.

Mange forskellige dyr blandt ofrene

Blandt ofrene for de ødelæggende skovbrande er blandt andet jaguarer, pumaer og ozelotter, som er et udbredt kattedyr i Syd- og Mellemamerika, samt får og lamaer.

Derudover er også mange mindre dyr blevet ramt af de dødbringende flammer, oplyser biologerne, der er ved at undersøge omfanget af brandenes ødelæggelser.

Herunder myreslugere, grævlinger, øgler, tapirer og forskellige typer af gnavere.

Brandene har ødelagt mere end fire millioner hektar siden august. Blandt andet et 100 hektar stort skovområde i Tucavaca reservatet i den østlige del af Santa Cruz.

- Skoven er fuldstændigt forkullet, og skaden er uoprettelig. Den vil aldrig kunne blive normal igen, siger Sandra Quiroga.

Miljøaktivister kritiserer

Bolivia er inddelt i ni såkaldte departementer, hvoraf Santa Cruz er det største og også det, der er blevet hårdest ramt af brandene, som begyndte i maj og for alvor tog fat i august.

I august indsatte myndighederne i Bolivia særlige brandfly, helikoptere og 5000 brandmænd, soldater og politibetjente i kampen mod flammerne. Men skovbrandene er fortsat ikke under kontrol.

Miljøaktivister kritiserer en række love, som blev vedtaget under den venstreorienterede præsident Evo Morales, som opfordrede til afbrænding af skov og landområder for at skabe mere plads til landbruget.

Bolivias regering mener, at tørt og blæsende vejr er årsag til brandene.