Ukraines præsident: - Jeg blev ikke presset af Trump

Præsident Trump og Ukraines præsident mødtes onsdag aften, efter en udskrift af deres omstridte telefonsamtale er blevet offentliggjort.

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, afviser på et pressemøde med Donald Trump onsdag aften, at han blev presset til at efterforske Trumps politiske modstander, demokraten Joe Biden.

- Vi har et uafhængigt retssystem i Ukraine, så jeg har ikke mulighed for at presse nogen til noget. Jeg har ikke ringet til statsanklageren og bedt ham om at gøre noget, siger Zelenskij på pressemødet i forbindelse med FN's generalforsamling.

Zelenskij tilføjer, at han fører krig mod korruption, og at han ønsker al den støtte, han kan få, fra USA.

Udskrift af samtale offentliggjort

USA's justitsministerium offentliggjorde onsdag et udskrift af en omstridt samtale, som præsident Trump havde med præsident Zelenskij 25. juli.

Udskriften viser, at Trump flere gange forsøger at overtale Zelenskij til at efterforske den tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter Bidens økonomiske interesser i Ukraine.

- Der er meget snak om Bidens søn, at Biden satte en stopper for retsforfølgningen, og der er mange, der vil vide noget om det, så hvad du end kan gøre med justitsministeren, så ville det være fantastisk. Biden pralede med, at han satte en stopper for retsforfølgningen, så hvis du kan undersøge det … Det lyder forfærdeligt, synes jeg, siger Trump ifølge udskriften.

Zelenskij lover i samtalen Trump, at hans chefanklager "vil se på sagen" og synes ikke at have nogen forbehold over for at efterforske Biden.

Trump beder ham og hans regering om at samarbejde med den amerikanske justitsminister, William Barr, og Trumps advokat, Rudy Giuliani, om at granske Biden og hans søn.

Trump trues med rigsretssag

Telefonsamtalen indgår som et vigtigt element i den rigsretssag mod Trump, som den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, tirsdag bebudede, at hun vil tage skridt til.

- Denne uge har præsidenten indrømmet at have opfordret Ukraines præsident til handlinger, der ville gavne ham politisk, sagde Pelosi, der mener, at Trumps handlinger er forfatningsstridige.

Trump afviser alle anklager:

- Det er den største enkeltstående menneskejagt i amerikansk historie, lød reaktionen fra Trump onsdag.

Bidens søn blev i 2014 bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab. Selskabet er involveret i en skattesag i Ukraine. Men der er dog ingen oplysninger om, at Hunter Biden er en del af sagen.

Hele affæren tog fart i sidste uge. Her kunne Washington Post fortælle, at en whistleblower 12. august afslørede over for myndighederne i USA, at Trump havde haft en samtale med en udenlandsk leder, som Trump havde forsøgt at presse.

Whistlebloweren mente, at sagen var så alvorlig, at han indberettede den til en generalinspektør i den amerikanske efterretningstjeneste. Det har siden vist sig, at samtalepartneren var Zelenskij.