Det Hvide Hus frigiver udskrift af Trumps telefonsamtale med Ukraines præsident

Telefonsamtalen indgår som et vigtigt element i den rigsretssag mod Trump, som Demokraterne tirsdag bebudede, at de vil tage skridt imod.

Det Hvide Hus har frigivet en udskrift af en del af en omstridt telefonsamtale mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.

Det er den største enkeltstående menneskejagt i amerikansk historie

Præsident Trump

Ifølge nyhedsbureauet AP viser udskriften, at Trump gentagne gange forsøger at overtale Zelenskij til at efterforske den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden og hans søn Hunter.

Af notatet fremgår det blandt andet, at Trump og Zelenskij under deres samtale 25. juli nævner Bidens navn to gange.

- Der er meget snak om Bidens søn, at Biden satte en stopper for retsforfølgningen, og der er mange, der vil vide noget om det, så hvad du end kan gøre med justitsministeren, så ville det være fantastisk. Biden pralede med, at han satte en stopper for retsforfølgningen, så hvis du kan undersøge det … Det lyder forfærdeligt, synes jeg, siger Trump ifølge udskriften.

Demokraterne truer med rigsretssag

Telefonsamtalen indgår som et vigtigt element i den rigsretssag mod Trump, som den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, tirsdag bebudede, at hun vil tage skridt imod.

- Denne uge har præsidenten indrømmet at have opfordret Ukraines præsident til handlinger, der ville gavne ham politisk, sagde Pelosi, der mener, at Trumps handlinger er et brud på forfatningen.

Trump afviste onsdag eftermiddag anklagerne om, at han skulle have handlet forkert:

- Det er den største enkeltstående menneskejagt i amerikansk historie, lyder reaktionen fra Trump onsdag eftermiddag dansk tid.

Det er for længst blevet undersøgt, om Joe Biden udøvede magtmisbrug som vicepræsident for at hjælpe sin søn - og der er ikke fugls føde på sagen.
Men nu har Trump plantet mistillid til Biden blandt sine egne vælgere - ligegyldigt hvad der er ret og vrang.
Samtidig er det et enormt sats fra Demokraternes side at varsle en rigsretssag. Alle meningsmålinger viser nemlig, at befolkningen ikke ønsker en retssag mod Trump, men hellere vil lade næste års valg bestemme, om han skal fortsætte som præsident. 
 

Trump og Zelenskij mødes senere onsdag

Bidens søn blev i 2014 bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab. Selskabet er involveret i en skattesag i Ukraine. Men der er dog ingen oplysninger om, at Hunter Biden er en del af sagen.

Hele affæren tog fart i sidste uge, da Washington Post kunne afsløre, at en whistleblower 12. august fortalte myndighederne i USA, at Trump havde haft en samtale med en udenlandsk leder, som Trump havde forsøgt at presse.

Whistlebloweren mente, at sagen var så alvorlig, at han indberettede den til en generalinspektør i den amerikanske efterretningstjeneste. Det har siden vist sig, at samtalepartneren var Zelenskij.

Kongressen blev ikke oplyst om sagen, som det ellers er sædvane.

Biden forsøgte i 2016 som USA's vicepræsident at overtale regeringen i Ukraine til at fyre chefen for den offentlige anklagemyndighed.

I et nyligt offentliggjort udskrift af en telefonsamtale mellem Donald Trump og den nyvalgte Ukrainske præsident Zelenskij, forsøger Trump at få Ukraine til at åbne en undersøgelse af Joe Biden. Video: Steffen Neupert

Det var et krav, som også de europæiske allierede havde, fordi chefen blev anset som en forhindring for at opklare sager om korruption i Ukraine.

Præsident Zelenskij og Trump skal senere onsdag mødes i Washington i forbindelse med FN's generalforsamling.

Joe Biden stiller op til præsidentvalget i 2020 og er i øjeblikket blandt favoritterne til at blive den demokrat, der skal kæmpe mod Trump om præsidentposten.