KOMMENTAR: Derfor er Ukraineskandalen værre end Watergate

16x9
Præsident Donald Trump. Foto: Carlo Allegri / Ritzau Scanpix

Vi er vidne til en politisk skandale af historiske dimensioner.

Den seneste uges tid har USA's præsident Donald Trump ihærdigt forsøgt at divergere opmærksomheden, efter endnu en politisk skandale ramte Trumps administration.

Mange medier – også i Danmark – er igen faldet i fælden og har med deres overfladiske dækning været med til at bagatellisere en politisk skandale af historiske dimensioner, der selv får Watergateskandalen til at blegne.

Jeg taler selvfølgelig om Ukraineskandalen.

Biden og bagatelliseringen

Lad os lægge ud med at gøre én ting soleklart: Ukraineskandalen handler ikke om, hvad Joe Biden eller hans søn Hunter Biden foretog sig tilbage i 2016. Den historie er blevet undersøgt mange gange – senest denne sommer.

Nu og her er historien, at vi er vidne til en politisk skandale af historiske proportioner, fordi USA's præsident har forsøgt at bruge præsidentembedets magt til at opfordre en fremmed magt til at blande sig i den amerikanske præsidentvalgkamp ved at undersøge en politisk rival.

Hvad vi ved

Jeg bruger bevidst udtrykket skandale, for selvom der fortsat er mange elementer, vi mangler at få svar på, står det allerede klart, at der er tale om en politisk skandale. Her er, hvad vi ved:

Præsident Trump har bekræftet, at Joe Biden blev omtalt i en samtale, der blandt andet handlede om korruption med Ukraines præsident Volodimir Zelenskij, den 25. juli i år.

Præsidentens personlige advokat, Rudy Giuliani, indrømmede i sidste uge, at han bad den ukrainske regering om at undersøge Joe Biden, og han indikerede i et andet tweet, at det skete på foranledning af Trump

Større skandale end Watergate

Hændelserne er i sig selv problematiske nok til at retfærdige, at der er tale om en politisk skandale, der er større end Watergateskandalen.

Hvorfor?

Fordi Watergateskandalen ”kun” var en intern amerikansk politisk skandale, der afslørede præsident Nixons magtmisbrug, blandt andet i form af ulovlige aflytninger af politiske modstandere, valgsabotage, chikane og bestikkelse.

I Ukraineskandalen er der til gengæld som minimum tale om, at præsident Trump gør brug af præsidentembedets magt for at involvere en fremmed nation i forsøget på at få skovlen under en politisk modstander.

Det er en politisk skandale af hidtil usete dimensioner.

Hvad vi ikke ved

Her er, hvad vi dog stadig mangler at få svar på:

Vi kender ikke det præcise indhold af whistleblowerens klage over præsident Trumps ageren. Det er nyheden om denne klage, som blev indberettet for seks uger siden, der har været udgangspunktet for, at Ukraineskandalen begyndte at rulle i sidste uge. Klagen er fortsat det vigtigste dokument, da whistlebloweren ifølge avisen New York Times har rejst flere indtil videre ukendte kritikpunkter relateret til præsident Trumps ageren.

Ligeledes har vi ikke set transskriberingen af den omtalte telefonsamtale. Præsident Trump skriver tirsdag på Twitter, at han vil frigive den. Men man må håbe, at det ikke bliver tilfældet.

For det første kan jeg som historiker hilse og sige, at transskriberingerne typisk er detaljefattige, da stats- og regeringscheferne er bange for at blive aflyttet og derfor holder sig til fraser og høfligheder. Med andre ord skal man ikke forvente at blive særlig meget klogere af en sådan transskribering.

For det andet ville offentliggørelsen skabe en farlig præcedens, som vil tømme den slags fortrolige samtaler mellem stats- og regeringschefer for endnu mere indhold, end det i forvejen er tilfældet.

Derudover ved vi heller ikke, om der er en direkte sammenhæng mellem præsident Trumps bebudede tilbageholdelse af amerikansk militærstøtte til Ukraine og opkaldet til Ukraines præsident, der kom omtrent en uge efter beslutningen om, at støtten foreløbigt skulle tilbageholdes.

Pressede præsidenten Ukraine?

Den ukrainske regering har meldt ud, af den ikke er blevet sat under pres af præsident Trump.

Måske forholder det sig sådan. Men vi må selvfølgelig forholde os til, at regeringen i Kiev ikke har ret mange andre muligheder end at sige netop dét. For hvilken regering ville offentligt indrømme, hvis den havde været nødsaget til at bukke under for en fremmed magts potentielle afpresning?

I den sammenhæng er det også værd at huske, at der er tale om et land, Ukraine, der har fået dele af sit territorie annekteret af Rusland. En fjendtligsindet magt, som regeringen i Kiev er militært fuldstændig underlegen. Der er med andre ord tale om en nyvalgt præsident og en regering, der desperat har brug for amerikansk militærstøtte, og dermed potentielt også har været meget sårbar overfor politisk pres fra udlandet; eksempelvis ved at gå en siddende amerikansk præsidents indenrigspolitiske ærinde.

Det betyder ikke, at det forholder sig sådan, men selvfølgelig bliver man grundet dette afhængighedsforhold nødt til at være varsom med at tage alt, hvad den ukrainske regering siger, for gode varer. Vel at mærke uanset om det bekræfter eller afkræfter anklagerne mod præsident Trumps administration.

Kommer rigsretssagen nu?

Washington Post skriver, at formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, tirsdag aften dansk tid officielt vil bebude, at der nu tages skridt til at stille Donald Trump for en rigsret som følge af sagen.

Det var forventet i USA, at det kun var et spørgsmål om tid, før det kom på tale. For det grundlæggende spørgsmål, som demokrater – og også republikanere – kommer til at skulle forholde sig til i de kommende dage og uger, er uændret:

Hvad er i sidste ende vigtigst, når denne skandale af historiske dimensioner skal dissekeres:

Er det hensynet til de principper, som USA blev grundlagt på, og som er forankret i den amerikanske forfatning?

Eller er det hensynet til snævre (parti)politiske interesser?