Udland

Forsvundet kunstværk til millioner hang i ældre kvindes køkken

I trærammen er de samme ormetunneller, som i resten af serien fra maleren.

Kvinden troede, at maleriet var et religiøst ikon. Infrarødt lys og ormetunneller har fastslået dets oprindelse.

Et længe savnet mesterværk fra den florentinske kunstner Cimabue er dukket op efter at have hængt over ovnen i køkkenet hos en ældre kvinde i den franske by Compiegne.

Det skriver BBC.

Maleriet, der har navnet 'The Mocking of Christ' - det vil sige hånen af Jesus - har været igennem flere test med blandt andet infrarødt lys for at fastslå ligheder med andre værker af Cimabue, der også er kendt som Cenni di Pepo. Og der er ifølge eksperten Éric Turquin ingen tvivl:

- Maleriet er lavet med den samme hånd, siger han ifølge den franske avis Le Figaro.

'The Mocking of Christ' er ifølge eksperterne en del af en serie af malerier fra det 13. århundrede, der forestiller Jesus’ korsfæstelse. Der er tale om en såkaldt polyptyk, det vil sige et maleri, der er inddelt i flere sektioner.

Ormespor bekræfter oprindelse

Serien af malerier er lavet på et træstykke, og netop træet har været med til at fastslå det nyopdagede maleris oprindelse. Det skyldes træædende orme, der har lavet små spor i træet.

- Man kan følge de små tunneller, som ormene har lavet, siger Éric Turquin og fremhæver, at lignende tunneller er fundet i seriens andre malerier.

Den ældre kvinde troede, at maleriet var et gammelt og religiøst ikon. Hvordan kvinden har fået fingrene I maleriet, melder historien ikke noget om, men der er ingen tvivl om, at hun nu bliver en ganske velhavende kvinde.

Maleriet er nemlig blevet vurderet til en værdi af cirka 45 millioner kroner. Det vil komme på auktion 27. oktober.