Demokraterne vil indlede rigsretssag mod Trump: - Præsidentiel chikane, tordner han
Det er en heksejagt, mener den amerikanske præsident.
Demokraterne vil tage de første skridt i den proces, der kan stille USA's præsident, Donald Trump, for en rigsretssag.
Det har formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, tirsdag aften dansk tid gjort klart på et pressemøde efter et møde med Kongressens demokrater.
Her fremlagde Pelosi forløbet, som de seneste uger har ført Trump ud i et regulært stormvejr af beskyldninger om, at han skulle have handlet upassende i en samtale med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.
- Denne uge har præsidenten indrømmet, at han bad Ukraines præsident om at handle på en sådan måde, at det ville gavne ham politisk, sagde Nancy Pelosi.
- Derfor annoncerer jeg i dag, at Repræsentanternes Hus vil indlede en forundersøgelse til en rigsretssag, lød det fra formanden.
Trump: Det er en heksejagt
En rigsret er blevet aktuel, efter det er afsløret, at Trump har forsøgt at presse Ukraines præsident til at finde belastende oplysninger om demokraten og præsidentkandidaten Joe Biden og hans søn Hunter Biden.
Donald Trump mener dog ikke, der er noget at komme efter. Kort efter Nancy Pelosi annoncerede sine planer om et forarbejde til at indlede en rigsretssag, tweetede præsidenten igen. Denne gang, at der er tale om en heksejagt.
- Præsidentiel chikane, fortsætter han.
Efter sin tale i FN talte præsident Trump til den ventende presse foran Trump Tower i New York, hvor han ifølge nyhedsbureauet AFP kaldte sagen "nonsens" og hævdede, at den i stedet vil styrke hans chancer for at blive genvalgt i 2020.
Vil frigive samtale
Tidligere tirsdag skrev Trump på Twitter, at han vil frigive en udskrift af den samtale med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, som har fået problemerne til at rulle for ham.
Donald Trump har beskrevet forløbet sådan, at han har tilbageholdt 400 millioner dollar, som skulle være overført til Ukraine i bistand.
Men han afviser beskyldninger om, at han brugte pengene til at afpresse præsident Volodimir Zelenskij til at finde belastende oplysninger om Biden og hans familie.
I lyset af udviklingen holdt Joe Biden selv et pressemøde tirsdag. Her erklærede han, at han støtter en rigsretssagsundersøgelse.
- Hvis han fortsætter med at obstruere Kongressen og fremhæve lovgivningen, giver Donald Trump, efter min mening, ikke Kongressen andet valg end at indlede en rigsretssag. Det ville være en tragedie, men en tragedie, som han selv har skabt, lød det under pressemødet fra den tidligere vicepræsident, ifølge AFP.
Taler om "forræderi" og "ulovligheder"
Det er endnu ikke offentligt kendt, præcis hvad der blev sagt i samtalen mellem Trump og Zelenskij. Men det bliver vi sandsynligvis klogere på enten onsdag, hvis transskriberingen bliver fremlagt, eller torsdag, når whistlebloweren, der har fortalt om samtalen, skal vidne for Kongressen.
Det forklarer Jesper Steinmetz, TV 2s USA-korrespondent.
- Nancy Pelosi taler om "forræderi" og om "ulovligheder". Det er virkelig, virkelig stærke ord, hun bruger. Men det er præcis det, en undersøgelse nu skal afklare: Om det er ulovligt, det, Donald Trump har gjort, og om han har gjort det, han bliver beskyldt for, siger Jesper Steinmetz.