Udland

Trump bekræfter samtale med ukrainsk præsident om Joe Biden

Donald Trump.

Donald Trump håber, at en transskribering af hans omstridte samtale bliver offentliggjort. To af hans ministre kalder det en dårlig idé.

USA's præsident, Donald Trump, bekræfter, at et telefonopkald med Ukraines præsident i juli handlede om den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.

Men han nægter, at han skulle have brugt sin magt som præsident til at forsøge at skade Bidens kandidatur.

Det siger Trump til journalister foran Det Hvide Hus ifølge amerikanske medier.

Fredag skrev Wall Street Journal og flere andre medier på baggrund af anonyme kilder, at Trump i en telefonsamtale med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, skulle have forsøgt at få Ukraine til at undersøge Joe Bidens søn, Hunter Biden, som har siddet i bestyrelsen for det ukrainske energikonsortium Burisma Holdings.

Talte om Biden

Donald Trump afviser at have gjort noget galt i forbindelse med opkaldet, men siger nu, at Joe Biden blev nævnt i samtalen, som fandt sted 25. juli.

- Vores samtale handlede i høj grad om lykønskninger, i høj grad om korruption, al den korruption, der foregår, og i høj grad det faktum, at vi ikke vil have, at vores folk som vicepræsident Biden og hans søn bidrager til den korruption, der allerede er i Ukraine, siger præsidenten.

Donald Trump tilføjer, at han håber, en transskribering af telefonsamtalen bliver lagt frem. Samtidig kritiserer han den anonyme whistleblower, der har indberettet samtalen til myndighederne.

Hunter Bidens virke i Ukraine har været kontroversielt, da Joe Biden som vicepræsident mellem 2009 og 2017 forhandlede med Ukraines regering om blandt andet energiproduktion.

Udenlandsk indblanding

Der er ingen beviser for, at hverken Joe eller Hunter Biden har gjort noget ulovligt.

Spørgsmålet, som Donald Trump ifølge amerikanske medier vil have undersøgt, er, om Joe Biden som vicepræsident forsøgte at få fyret en anklager, som undersøgte en oligark, der ejede den virksomhed, Hunter Biden arbejdede for.

Men hvis Trump har bedt Ukraines præsident om at undersøge en mulig demokratisk præsidentkandidat, er det det samme som at bede om udenlandsk indblanding i præsidentvalget i 2020, ligesom der var russisk indblanding, da Trump vandt over Hillary Clinton i 2016. Sådan lyder det fra flere demokratiske politikere.

Joe Biden, der lige nu er klar favorit til at blive Demokraternes præsidentkandidat, har reageret på historien med heftig kritik af Donald Trump.

- Hvis disse rapporteringer er sande, er der virkelig ingen grænser for præsident Trumps villighed til at misbruge sin magt og nedværdige vores land. Denne opførsel er særlig afskyelig, fordi den udnytter vores lands udenrigspolitik og underminerer vores nationale sikkerhed for politiske formål, sagde han fredag.

Skjuler oplysninger for Kongressen

Formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, demokraten Adam Schiff, afslørede fredag, at USA's efterretningschef, Joseph Maguire, og USA's justitsministerium havde blokeret for, at Kongressen fik nys om whistleblowerens afsløringer om telefonsamtalen.

Maguire skal vidne foran efterretningsudvalget torsdag.

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, advarede søndag Maguire og Trump-administrationen mod at opretholde blokeringen.

Både USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, og finansminister Steven Mnuchin forsvarede søndag Trump og sagde, at hvis Joe Biden har gjort noget korrupt, skal det undersøges. Samtidig har begge talt imod, at en transskribering af samtalen skal offentliggøres, og henvist til, at samtaler med udenlandske præsidenter er fortrolige.

Ukraines udenrigsminister, Vadym Prystaiko, har også benægtet, at Trump skulle have presset Ukraines præsident.