Syv dræbt og 57 kvæstet i sammenstyrtet skole i Nairobi

Skolebygning i fattig del af Kenyas hovedstad styrede sammen tidligt mandag, oplyser myndighederne.

Mindst syv børn omkom, og over et halvt hundrede blev kvæstet, da et klasseværelse styrtede sammen mandag morgen i Kenyas hovedstad, Nairobi.

- Vi bekræfter, at syv er dræbt, og at yderligere 57 er kvæste, siger regeringens talsmand, Cyrus Oguna, efter ulykken.

Oguna siger, at de fleste af de kvæstede er i stabil tilstand.

Ulykken skete i den fattige bydel Dagoretti i den vestlige del af Nairobi.

Kenyansk politi arbejder ved ulykkesstedet.
Kenyansk politi arbejder ved ulykkesstedet. Foto: Njeri Mwangi / Ritzau Scanpix

- Jeg havde lige fulgt min søn i skole, da jeg pludselig hørte skrig, da jeg skulle til at gå hjem igen, siger Margaret Muthoni på Kenya National Hospital, hvor hendes søn på fire år er indlagt.

Kepha Otieno siger, at han mistede sin femårige datter i tragedien.

- Jeg kan ikke tro, at det er sandt. Det er for hårdt for vores familie, siger han.

Kloakrør kan være årsag til kollaps

Skolebygningen, som var bygget af træ og bliktag, styrtede sammen omkring klokken 7.30 mandag morgen.

- Mange boliger i området er i dårlig stand, siger en talsmand for regeringen ifølge nyhedsbureauet dpa.

En forælder siger, at den kollapsede bygning havde en "jernplade-væg", mens dens førstesal var opført af betonplader.

Bygningen kan være kollapset som følge af arbejde med kloakrørene på skoleområdet, oplyser en repræsentant for skolen.

Personer stimler sammen ved ruinerne.
Personer stimler sammen ved ruinerne. Foto: Njeri Mwangi / Ritzau Scanpix

- Syv har mistet livet. Det er meget ulykkeligt, siger bydelens politichef, George Seda.

Det er muligt, at bygningsstrukturen ikke holdt de mål, som der er foreskrevet, mener lokalpolitikeren John Kiarie.

- Hundredvis af fortvivlede lokale er samlet omkring pladsen ved skolen Precious Talent Academy i Dagoretti, hedder det i et tweet fra en ambulancefører, som deltager i redningsoperationen.

Røde Kors har på Twitter oplyst, at det har oprettet et informationscenter og sporingscenter, som også vil tilbyde krisehjælp.

Evanson Kamuri, som arbejder på Kenya National Hospital, siger til journalister, at to af de kvæstede børn, er i kritisk tilstand.