Udland

Video ryster russerne: Blev overfaldet af politiet og dømt for vold

Her bliver Pavel Ustinov kastet til jorden og anholdt af politiet. YouTube / Oleg Kozlovsky

Sagen om den unge skuespiller Pavel Ustinov rejste en storm på nettet. Nu er han sat fri.

Fredag besluttede en domstol i Moskva at løslade den 23-årige russiske skuespiller Pavel Ustinov, selvom den samme domstol først på ugen idømte ham treethalvt år i fangelejr for at modsætte sig anholdelse.

Pavel Ustinov blev ligesom flere tusinde andre anholdt i forbindelse med sommerens demonstrationer mod lokalvalgene i Rusland, hvor uafhængige kandidater ikke fik lov at stille op.

Snesevis er sidenhen blevet idømt fængselsstraffe for at have deltaget i demonstrationer, hvor den eneste vold, der forekom, ”var den, der udgik fra politiet og sikkerhedstjenesterne”, skriver britiske The Economist.

Pavel Ustinov under en høring i retten.

Offer for politivold

Pavel Ustinovs anholdelse blev fanget på video, og optagelsen gik hurtigt viralt.

Her ser man Pavel Ustinov gå over Pushkin-pladsen i det centrale Moskva, mens han skæver til sin mobiltelefon. Fire camouflageklædte betjente i fuldt kampudstyr styrer målrettet hen mod ham, kaster ham på jorden og tildeler ham adskillige knippelslag.

I retten forklarede Ustinov, at han ikke anede noget om demonstrationen, som myndighederne havde forbudt, men var taget til pladsen for at møde en ven og snakke om et deltidsjob som sikkerhedsvagt:

- Jeg er skuespiller, så jeg troede, det var en koncert eller noget lignende, sagde han.

Et billede offentliggjort af Moskva Byret viser skuespiller Pavel Ustinov, der deltager i en høring i retten via et videolink.

Videoen ville dommeren ikke tillade som bevismateriale i retten, men den havde for længst fået mange russere til at reagere.

Også eliten protesterede

Skuespillere, kunstnere og mediefolk var på gaden med skilte med krav om Ustinovs løsladelse, mens andre organiserede kampagner på de sociale medier.

Lærere, læger, præster og forfattere skrev åbne breve, hvor de krævede Pavel Ustinov og øvrige anklagede løsladt.

Demonstranter står klar på række i forbindelse med en flashmob til støtte for skuespiller Pavel Ustinov i det centrale Moskva.

Filmskuespilleren Alexandr Pal startede en støttekampagne og lagde en video på Instagram, hvor han afviste sagen mod Ustinov som "komplet frit opfundet".

- Ud fra videoen med hans anholdelse er det klart, at Pasha (Pavel, red.) slet ikke modsatte sig anholdelsen eller råbte nogen som helst slogans.

Tre dage efter Ustinovs dom tweetede chefredaktøren for det engelsksprogede tv-nyhedsnetværk Russia Today, Margarita Simonjan, at ”uretfærdighed er det, der ødelægger staten”.

Regeringspartiet Forenet Ruslands gruppeformand i Dumaen, Andrej Turtjak, beskrev Ustinov-sagen som et eksempel på ”åbenlys uretfærdighed”. Selv lederen af Ruslands Nationalgarde, Viktor Zolotov, hvis betjente deltog i anholdelser af demonstranterne, gav udtryk for, at Ustinov højst havde fortjent en etårig betinget dom.

Som The Economist konkluderede for nylig, så ”virker undertrykkelsen i Rusland ikke længere så godt som tidligere”.

Næppe tøvejr på vej

Pavel Ustinov er ikke den første, der sættes på fri fod efter folkelige protester. Det samme skete først på sommeren i sagen om den undersøgende journalist Ivan Golunov, som blev anholdt på grund af narkoanklager. Dengang rejste der sig en hidtil uset storm af protester, og Ivan Golunov blev løsladt.

Den undersøgende journalist Ivan Golunov sidder i et bur under en høring i retten i juni 2019. Han blev anklaget for narkohandel. Sagen blev senere droppet.

At masseprotester kan have en effekt, viste sig også i foråret, da myndighederne i byen Jekaterinburg droppede planer om at bygge en kirke i en park efter omfattende protester og også lovede at genoverveje planer om at sende skraldet fra Moskva til losseplads i en skov i det nordlige Rusland, hvor de lokale havde sat sig til modværge.

Årsagen er, at myndighederne er bange for, at utilfredsheden skal brede sig, siger Pavel Chikov fra retshjælpsgruppen Agora til Financial Times. Agora forsøger at hjælpe syv af dem, der er blevet tiltalt i forbindelse med sommerens protester:

- Der er en voksende vrede over sikkerhedstjenesternes åbenlyst overdrevne reaktion. Løsladelsen er et forsøg på at berolige samfundet og dæmpe den udbredte vrede, lyder det fra Pavel Chikov.

Kynisk spil

Den britiske Kreml-kender Mark Galeotti mener, der ligger et kynisk spil bag sommerens vilkårlige bølge af anholdelser.

I en kommentar i Moscow Times gør han opmærksom på, at de fleste af de tusinder anholdte i forbindelse med protesterne slap med bøder eller kortere fængselsstraffe, mens nogle få blev idømt anderledes drastiske domme. Det er ikke bare udtryk for tilfældig ondskab, ”det er en strategi”, mener Mark Galeotti:

- Budskabet er kort og godt. Hvis du deltager i demonstrationer, så får du måske lov, men det kan også være, at vi vil tæske dig og arrestere dig, uanset hvordan du opfører dig. På den måde håber myndighederne, at protester aldrig bliver noget normalt, men kun noget, der er forbeholdt den hårde kerne, som er villige til at tage den risiko.

Pavel Ustinov skal møde i retten torsdag, hvor hans sag igen kommer for, men det ventes blot at være en formalitet.

Fem andre anklagede fra sommerens protester er blevet frikendt, mens andre stadig risikerer at havne i fangelejre.