Brexit blev født over en pizza i Chicago – idémanden tænker på det hver eneste dag
Storbritanniens kurs ud af EU har været fyldt med fejlvurderinger fra politikerne. Et møde over en pizza fik begivenhederne til at rulle.
Tre mænd i jakkesæt tog en pause fra menneskemylderet i lufthavnen i Chicago.
Flyet fra American Airlines var endnu ikke klar til boarding, og ventetiden blev tilbragt på en pizzarestaurant, der bød på ro nok til at træffe en beslutning, som ingen af de tre kunne forudse konsekvenserne af.
Der, ved et bord midt blandt passagererne i en amerikansk lufthavn, sad Storbritanniens premierminister, David Cameron, med to af sine nærmeste allierede og afgjorde nationens fremtid, mens de spiste fastfood.
Det var 21. maj 2012, og premierministeren var på vej hjem fra et NATO-topmøde i Chicago, men snakken over pizzastykkerne drejede sig om EU.
De to andre deltagere på mødet var David Camerons stabschef, Ed Llewellyn, og den britiske udenrigsminister, William Hague, og da mødet var slut, var de tre mænd enige om, at der skulle udskrives en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU.
En folkeafstemning, som i dag, syv år senere, har kastet Storbritannien ud i et politisk kaos, der ikke er set magen til siden Anden Verdenskrig, og som skulle komme til at koste David Cameron hans politiske karriere.
Pizzamødet er beskrevet i Financial Times og bogen 'Summer Madness', og den britiske journalist Robert Moore så endda de tre mænd mødes, fordi han tilfældigvis befandt sig i lufthavnen sammen med en af David Camerons rådgivere.
Rådgiveren smilede, da han så de tre prominente herrer på pizzarestauranten og udbrød:
- Britisk påholdenhed.
Rådgiveren og journalisten vidste næppe, hvad de tre mænd talte om, og der skulle gå et halvt år, før resten af verden fik noget at vide om beslutningen.
Men var det en klog beslutning?
Det forsøger David Cameron at forklare i bogen 'For The Record', der netop er udkommet.
I dag, seks år efter mødet i Chicago, mener han stadig, at Brexit-afstemningen var nødvendig.
- Når jeg tænker over alle de tanker, jeg havde, alle de diskussioner, jeg havde med mine kolleger og med mig selv, så kommer jeg stadig til den samme konklusion; at vi var nødt til at have en afstemning, sagde David Cameron forleden i et interview om bogen i avisen The Times.
I sin bog skriver David Cameron, at en folkeafstemning efter hans mening var "uundgåelig", også selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget EU egentlig optog briterne.
I en meningsmåling fra 2015 lå "Europa" på en syvendeplads over folks bekymringer for deres land - et tal, der har ændret sig efter afstemningen.
Ifølge målinger fra 2019 ligger Brexit nu på førstepladsen og bekymrer to tredjedele af briterne.
Resultatet af afstemningen plager da også stadig David Cameron.
- Jeg tænker på det hver dag. Hver eneste dag tænker jeg på afstemningen og på det faktum, at vi tabte den, konsekvenserne, og hvad vi kunne have gjort anderledes, sagde David Cameron i The Times.
Magtens pris
Men hvorfor var David Cameron nødt til at udskrive en afstemning, der stadig holder ham vågen om natten?
Det kan en af de rådgivere, der var tæt på David Cameron under hele processen, fortælle mere om.
Han hedder Daniel Korski og er fra Bagsværd. Under sin tid som rådgiver i Downing Street nummer 10 oplevede han, hvordan kræfter i David Camerons konservative parti mente, at EU havde fået for meget magt.
- Dengang var forholdet til EU så spændt, at der var behov for et nyt samtykke fra befolkningen. David Cameron var bange for, at hvis han ikke kom med en afstemning, ville han blive detroniseret, og der ville komme en ny leder, som ville tage Storbritannien ud af EU, siger Daniel Korski til TV 2.
Koncentrationen af magt i Bruxelles og bevægelsen mod mere og mere integration i Europa var ikke populært i Storbritannien.
Den stemning indtraf længe før afstemningen, og allerede i 2007 - længe før han blev premierminister - var David Cameron faktisk tilhænger af folkeafstemninger om EU.
- I dag vil jeg give en garanti støbt i jern: Hvis jeg bliver premierminister, vil den konservative regering holde folkeafstemninger om enhver EU-traktat, skrev David Cameron blandt andet i et læserbrev, da EU forsøgte at få medlemslandene til at tilslutte sig Lissabontraktaten.
Storbritanniens Labour-regering tilsluttede sig traktaten uden en folkeafstemning, og da det først var sket, droppede David Cameron sin støbejernsgaranti for at se fremad i stedet.
Det var ikke så populært blandt hans EU-kritiske partifæller, og hvis han ville gøre sig håb om at blive premierminister, havde David Cameron brug for dem.
Det fik han allerede i 2010, da det konservative parti vandt valget og skulle danne regering.
David Cameron blev premierminister, men i stedet for at udskrive en folkeafstemning om EU indledte han en kamp om at tage magten tilbage fra Bruxelles.
Frygten for Farage
Den strategi var der ikke alle partifæller, som var enige i, og de fik pludselig konkurrence fra det lille parti UK Independence Party - UKIP - der i 2010 stod til omkring tre procent i meningsmålingerne.
Partiet kom ikke ind i parlamentet ved det valg i 2010, der gjorde David Cameron til premierminister, men kort efter begyndte partiet pludselig at vokse i meningsmålingerne.
I 2012 stod UKIP til at få 15 procent af stemmerne i meningsmålingerne, og så begyndte flere af de konservative politikere at frygte for deres eget genvalg. De var endda bange for, om UKIP kunne trække så mange stemmer, at det konservative parti ville miste flertallet i parlamentet og dermed regeringsmagten.
Derfor bad parlamentsmedlemmerne premierministeren om at give dem noget i deres arsenal, der kunne lukke munden på UKIP.
En afstemning om EU.
Hvis de fik det, kunne de konservative parlamentsmedlemmer gå til valg i 2015 og forsikre deres EU-skeptiske vælgere om, at en konservativ stemme ville give dem en chance for en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU.
Presset på David Cameron var stort.
100 konservative parlamentsmedlemmer krævede en folkeafstemning om ”karakteren af vores forhold til Den Europæiske Union”, og mere end 100.000 briter skrev under på nettet for at få en folkeafstemning.
Advarslen, der ikke blev hørt
I første omgang fik de ingen folkeafstemning.
I stedet sagde David Cameron, at han ville forsøge at påvirke EU indefra, så Storbritannien kunne bestemme mere selv og begrænse mængden af udenlandsk arbejdskraft, der var blevet et varmt emne i debatten.
- Jeg ser mange grunde til, at diskussionen går i vores retning, sagde David Cameron dengang.
Men presset voksede, og premierministeren legede med tanken om, at en folkeafstemning kunne lukke munden på den EU-kritiske fløj.
Hvis han altså vandt.
Premierministerens rådgivere var dog ikke så sikre. For eksempel advarede finansminister George Osborne på det kraftigste David Cameron mod en folkeafstemning.
Han mente, at det var hasardspil med landets fremtid, fordi folkeafstemninger har en tendens til at komme til at handle om mange andre ting end det spørgsmål, der står på stemmesedlen.
Men den dag på pizzarestauranten i lufthavnen i Chicago i 2011 var det endelig lykkedes David Cameron og udenrigsminister William Hague at overbevise finansministeren om, at en folkeafstemning var den eneste måde, man kunne undgå at splitte det konservative parti på.
Beslutningen var ikke nem, har han fortalt til avisen The Times.
- Der var – og det benægter jeg ikke – et stort politisk pres for en folkeafstemning. Til dels fordi vi havde haft traktat efter traktat og løfte efter løfte, men problemet ville ikke gå væk, siger han til avisen.
Og selvom beslutningen blev taget midt i en travl lufthavn, havde den været længe undervejs.
- Jeg tænkte mere over det end nogen anden beslutning, jeg tog, for det var jo en enorm beslutning, siger David Cameron til The Times.
Forventede at vinde
Ifølge Daniel Korski, der var rådgiver for David Cameron fra 2012 til 2016, var premierministeren ret sikker på, at han kunne vinde afstemningen, så Storbritannien blev i EU.
- Cameron forestillede sig, at det ville blive svært, men at han trods alt ville vinde, siger Daniel Korski til TV 2.
23. januar 2013 slap premierministeren nyheden ud - fuld af selvtillid.
Foran en videovæg i et auditorium hos det finansielle nyhedsbureau Bloomberg i London holdt David Cameron en tale, hvor han lovede vælgerne en folkeafstemning om EU, hvis hans parti vandt absolut flertal i parlamentet ved valget i 2015.
I 2013 virkede det temmelig usandsynligt, at det ville ske.
Desuden sagde David Cameron, at han ville presse EU til at ændre reglerne, så medlemslandene ville få noget af deres magt tilbage.
- Og til dem, der siger, at en ny aftale ikke kan forhandles, siger jeg: Lyt til de partier i de andre EU-lande, der også argumenterer for, at magten skal flyde tilbage til de europæiske stater, sagde David Cameron blandt andet i sin tale.
I Bruxelles lyttede de imidlertid ikke ret meget til Storbritannien.
Da der skulle vælges ny formand for EU-kommissionen i sommeren 2014, var David Cameron imod, at Luxembourgs tidligere premierminister Jean-Claude Juncker skulle have posten.
Nazi-historien
Ved afstemningen blev Juncker valgt med 26 stemmer for og to imod – David Camerons eneste allierede under afstemningen var Ungarns stærkt højreorienterede premierminister, Viktor Orban.
Forholdet til Juncker blev ikke bedre af, at den britiske formiddagsavis The Sun skrev, at Jean-Claude Junckers familie havde nazi-forbindelser, lige inden EU’s statsledere skulle vælge kommissionsformand.
”Nazi-forbindelserne” var Jean-Claude Junckers far og svigerfar, der havde kæmpet på tysk side under Anden Verdenskrig.
Junckers svigerfar var død i 2004, men hans far var 90 år og på plejehjem, da historien blev trykt.
Han havde været tvangsudskrevet som soldat i den tyske hær. Da han hørte historien på plejehjemmets radio, begyndte han at græde, skriver avisen The Telegraph.
Hvor nazi-historien kom fra, er stadig ikke opklaret, men forholdet mellem David Cameron og Jean-Claude Juncker gjorde det næppe nemmere for briterne, når Storbritannien skulle forhandle med EU.
Løftet om en folkeafstemning gav heller ikke ro i Camerons konservative parti, og i løbet af 2014 forlod to konservative parlamentsmedlemmer partiet for at gå over til det EU-kritiske UKIP-parti, der dermed for første gang fik mulighed for at blande sig i debatten i parlamentet.
En af afhopperne, Mark Reckless, begyndte straks at tale om immigration og sagde, at det kunne være en god idé at sende polske blikkenslagere i Storbritannien hjem til Polen, hvis Storbritannien forlod EU.
En overraskende sejr
David Cameron deltog også i debatten og gav UKIP ret i, at "den fri bevægelighed i EU bør være mindre fri" – det skete i et læserbrev i Financial Times.
Han forsvarede også idéen om en folkeafstemning, da han fik besøg af formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, i 2014.
På det tidspunkt skulle skotterne til folkeafstemning om uafhængighed, og da Herman Van Rompuy spurgte David Cameron om, hvorfor han havde bragt sig selv i en risikabel situation ved også at love en afstemning om EU, svarede David Cameron:
- Jeg vil nemt vinde sådan en afstemning og lægge det skotske spørgsmål i seng de næste 20 år. Det samme gælder Europa.
Og det så virkelig ud til, at David Cameron havde heldet med sig. Skotland stemte klart for at blive ved med at være britisk ved afstemningen i 2014, og da briterne gik til parlamentsvalg 7. maj 2015, skete der noget overraskende.
Det konservative parti vandt absolut flertal, selvom det slet ikke havde set sådan ud i meningsmålingerne.
Derfor stod David Cameron nu i en situation, hvor han havde svært ved ikke at holde sit løfte.
Efter regeringsdannelsen holdt dronning Elizabeth tale for parlamentet. Talen var skrevet af den nye regering med David Cameron i spidsen, og her måtte dronningen fortælle briterne, at de skulle til folkeafstemning.
- Tidlig lovgivning vil blive introduceret for at skabe grundlag for en ja/nej-afstemning om medlemskab af Den Europæiske Union inden udgangen af 2017, sagde dronning Elizabeth.
David Cameron var stadig ret sikker på, at afstemningen ville ende med et ja. I hans regeringstid havde der nemlig været to folkeafstemninger i kongedømmet, der begge var faldet ud til hans fordel.
- Han havde vundet afstemningerne om en ny valglov og Skotlands uafhængighed. Derudover havde han nu vundet to valg. Så på det her tidspunkt var han en politiker med to afstemninger og to valgsejre i baglommen. Han var temmelig selvsikker, og det var svært at forestille sig et nederlag, siger Daniel Korski, Camerons personlige rådgiver.
På offensiv i Europa
Udsigten til en folkeafstemning betød masser af arbejde for Daniel Korski og David Cameron.
Premierministeren rejste på charmeoffensiv til Frankrig, Tyskland og Bruxelles for at skabe grobund for en ny aftale om EU.
Under et møde med Jean-Claude Juncker sagde han undskyld for nazi-artiklen og kaldte den ”modbydelig”.
Han besøgte spillestedet Bataclan efter terrorangrebene i Paris, rejste til Østrig som første britiske statsoverhoved i 34 år og inviterede endda Europaparlamentets leder, Martin Schultz, til en stor ceremoni i St. Pauls Cathedral i anledning af 200-året for slaget ved Waterloo.
Han kom også til Bulgarien, Rumænien og Slovenien for at søge støtte, og under et EU-topmøde i Bruxelles i december 2015 forsøgte han at høste frugterne.
Han holdt tale i 40 minutter for de andre europæiske ledere og præsenterede sine løsningsforslag til ”det britiske problem”, men resultatet var ikke som ventet.
Efter Camerons tale bad Belgiens premierminister, Charles Michel, om ordet og sagde:
- Hvis I vil gå, så gå. Vi vil ikke lade jer ødelægge Europa ved at blive.
De næste måneders forhandlinger ændrede ikke det store, fortæller David Cameons tidligere rådgiver Daniel Korski til TV 2.
- Cameron havde nok forestillet sig en større velvillighed fra Europa, men dengang var det ikke i nogens interesse. I dag kan det godt være, at folk som Angela Merkel tænker, at de måske burde være gået mere på kompromis dengang, siger Daniel Korski.
Kollapset i Downing Street
23. juni 2016 gik briterne så til afstemning om EU.
På selve afstemningsdagen troede premierministeren og hans rådgivere stadig, at det ville blive et ja til EU.
- Opinionsmålingerne viste ikke den helt forkerte vej. Det så ikke rosenrødt ud, men de havde jo taget fejl ved valget i 2015, så vi troede på det, siger Daniel Korski.
Han var selv gået i seng, da resultatet var sikkert.
- Jeg havde været oppe i 48 timer, og jeg nåede lige at sove en time, inden jeg blev ringet op, siger han.
Han skyndte sig hen til Downing Street nummer 10 for at være sammen med sin chef, der dog var gået ind for at være alene, da han kom.
Til gengæld var der en del andre mennesker til stede.
- Det var frygtindgydende. Det hele kollapsede. Vi talte om de strategiske konsekvenser for Storbritannien, EU og det konservative parti. Vi havde jo lige vundet en stor valgsejr, og med Jeremy Corbyn som leder af oppositionspartiet Labour havde vi set en konservativ guldalder på ti år eller mere foran os. Det ændrede sig lige dér, siger Daniel Korski.
Resultatet betød også enden på David Cameron som premierminister.
- Han troede ikke på Brexit, og han mente ikke, han kunne forhandle Storbritanniens udlemmelse af EU. Han havde det svært med at blive ringet op og snakke om de fremtidige forhandlinger, så derfor trak han sig tilbage, siger Daniel Korski.
David Cameron tog sin afsked 11. juli 2016 - altså knap tre uger efter afstemningen.
Han mødte pressen foran Downing Street, og da han gik tilbage mod premierministerboligen, kunne man høre ham nynne - det kan høres på videoklippet herunder.
I dag påstår David Cameron, at han kun nynnede, fordi han var usikker på, om den sorte dør foran ham var smækket ved et uheld, så han ikke kunne komme ind.
Inden David Cameron meddelte sin pludselige afgang, nåede han at ringe til USA’s præsident, Barack Obama, og lederne i EU.
Han gav dem alle samme besked:
- Jeg havde en strategi om at holde Storbritannien i EU. Jeg eksekverede strategien. Det virkede ikke. Det er jeg ked af.