Ny video dukket op - premierminister undskylder endnu en 'racistisk' handling

Onsdag undskyldte Trudeau for en udklædning som Aladdin.

Mindre end et døgn efter at Justin Trudeau undskyldte for at have malet sit ansigt brunt til en fest i 2001, er Canadas liberale premierminister igen ude at bede om forladelse.

Denne gang drejer det sig om en video fra starten af 1990'erne, der viser Trudeau i sine teenageår dækket i mørk makeup, mens han danser og laver ansigter.

Videoen blev offentliggjort af det canadiske medie Global News torsdag.

Mediet oplyser, at de fik videoen af Justin Trudeau tilsendt af en kilde fra Det Konservative Parti i Canada.

Til de fremmødte journalister i byen Winnipeg i Canada siger Justin Trudeau, at han beklager sine "racistiske handlinger" dybt.

- Det, jeg gjorde, sårede dem. Jeg sårede mennesker, som ikke skal udsættes for intolerance og diskrimination på grund af deres identitet.

Premierministeren siger videre, at han på det tidspunkt ikke forstod, hvor stødende det var over for raceminoriteter, som dagligt oplever forskelsbehandling på grund af deres hudfarve.

- At male sit ansigt mørkere - uanset konteksten af omstændighederne - er altid uacceptabelt på grund af den racistiske historie, der hører til blackface, siger han.

**

Perspektiv

Justin Trudeau.
Justin Trudeau. Foto: Ludovic Marin / Ritzau Scanpix

Den populære premierminister er svækket en måned før valg

Canada skal 21. oktober til valg, og premierminister Justin Trudeau står svækket i hjemlandet, hvor flere kontroverser har plaget ham.

Trudeau, som er gift og far til tre, er kendt som en politisk stjerne, som ofte er på forsiderne af de internationale aviser. Men hans omdømme har især lidt skade efter en rapport, der konkluderede, at premierministeren brød de etiske retningslinjer, da han forsøgte at udøve pres mod sin daværende justitsminister, Jody Wilson-Raybould, i en sag om et korruptionsanklaget ingeniør- og byggefirma.

Flere medier sammenligner Justin Trudeaus billede med en sag, som førte til politisk krise i den amerikanske delstat Virginia. Her kom det blandt andet frem, at guvernør Ralph Northam i 1984 ved en fest var udklædt i såkaldt blackface for at ligne sangeren Michael Jackson. Ordet blackface bruges om en nedladende og karikeret form for sminke, der første gang blev brugt i 1800-tallet for at efterligne sorte slaver.

***

For privilegeret til at se racisme

Ordet blackface/brownface bruges om en nedladende og karikeret form for sminke, der første gang blev brugt i 1800-tallet for at efterligne sorte slaver.

Onsdag undskyldte Trudeau ved et pressemøde for, at han ved flere lejligheder har malet sit ansigt brunt - blandt andet i 2001 til en fest på en skole, hvor han arbejdede som lærer.

Han understregede, at han på daværende tidspunkt ikke var bevidst om, at ansigtsmalingen var racistisk.

- Jeg kunne ikke se det på grund af det privilegie, jeg har. Det er jeg ked af, og jeg beklager dybt, sagde han.

Undskyldningen kom, efter at det amerikanske magasin Time havde bragt et billede ham fra festen, hvor han var klædt ud som Aladdin, da temaet til festen var 'Arabiens nat'.

Ved samme lejlighed indrømmede Trudeau, at han også tidligere under et talentshow i highschool har påført sig blackface og sunget den traditionelle jamaicanske folkesang 'Day-O'. Senere samme aften kom CTV News i besiddelse af billeder fra en årsbog, der viser ham under hans optræden.

Premierministeren vil ikke udelukke, at der kan dukke flere billeder op, hvor han optræder med ansigtet malet sort. Han mener nemlig, han kan have glemt de forskellige tilfælde, siger han.

Nedladende og karikeret

De seneste dages afsløringer har både vakt debat og ført til kritik af premierministeren.

Det Nationale Råd for canadiske muslimer reagerede kraftigt på billedet.

- Det er meget trist at se premierministeren med brownface/blackface - det er forkasteligt og kan føres tilbage til en historie med racisme og en orientalsk mytologi, som er uacceptabel, sagde direktør Mustafa Farooq ifølge BBC.

Den konservative leder, Andreew Scheer, mente endda, at billedet viser, at hans liberale rival ikke er en passende leder for Canada.

- Jeg var ekstremt chokeret og skuffet, da jeg her til aften hørte om Justin Trudeaus handlinger. At bære brownface er direkte latterliggørelse og racisme. Det, som canadierne så her til aften, er en person med fuldstændig mangel på dømmekraft og integritet, som ikke er den rette til at lede dette land, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Canada skal til valg 21. oktober, og premierminister Trudeau står lige nu svækket i hjemlandet.