USA: Irans mulige rolle i droneangreb er en krigshandling

Stemmer i præsident Trumps bagland vil gerne gribe ind militært, men analytikere vurderer, at præsidenten selv er tilbageholdende.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, kalder Irans mulige involvering i weekendens angreb mod saudiske olieanlæg for "en krigshandling".

Det sagde han onsdag aften efter et møde i Jeddah med Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman.

- Vi er velsignede ved, at ingen amerikanere blev dræbt i dette angreb. Men når man oplever en krigshandling af denne karakter, er der jo altid en risiko, siger Mike Pompeo ifølge CNN.

Iran afviser

Onsdag fremlagde det saudiarabiske forsvarsministerium påståede beviser for, at droneangrebene "utvivlsomt" er orkestreret af Iran og dets militær.

Det har Iran konsekvent afvist.

- Angrebet kom nordfra og var utvivlsomt sponsoreret af Iran. Beviserne har I her foran jer, lød det onsdag fra en talsmand fra det saudiarabiske forsvarsministerium Turki al-Maliki ifølge tv-stationen Al-Jazeera.

Som led i bevisførelsen fremlagde Saudi-Arabien resterne fra de missiler, der ramte oliefelterne.
Som led i bevisførelsen fremlagde Saudi-Arabien resterne fra de missiler, der ramte oliefelterne. Foto: Hamad I Mohammed / Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Mike Pompeo giver ifølge CNN udtryk for, at USA vil bruge det kommende møde i FN's generalforsamling i New York til at samle støtte mod det iranske styre.

- Jeg er sikker på, at vi i New York vil tale en del om dette, og at saudierne vil gøre det samme, siger han.

**

Perspektiv

Saudi-Arabien kronprins, Mohammad bin Salman (tv) og Irans religiøse leder, Ayatollah Hosseini Khamenei (th).
Saudi-Arabien kronprins, Mohammad bin Salman (tv) og Irans religiøse leder, Ayatollah Hosseini Khamenei (th). Foto: Scanpix

Striden mellem Iran og Saudi-Arabien

Grundlæggende handler konflikten mellem de to lande om at dominere regionen i Mellemøsten, men den antændes også yderligere af forskellige religiøse anskuelser. Iran er mestendels shiamuslimsk, mens Saudi-Arabien ser sig som den førende sunni-islamiske magt i regionen.

De seneste 15 år er spændingerne mellem de to lande taget til. De kommer primært til udtryk ved en række såkaldte stedfortræderkrige, hvor begge lande er aktører på sidelinjen. De seneste år er Yemen et godt eksempel, hvor saudiske styrker siden 2015 har ledet en koalition mod houthi-oprørere, som er støttet af det iranske styre.

Alliancer er også afgørende i det spil. Saudi-Arabien har opbakning fra USA's regering og Israel, mens Iran i Syrien har samarbejdet med Rusland og diktator Bashar al-Assad i kampen mod oprørere i landet.

***

Flere amerikanske medier antyder også, at toneangivende stemmer i præsident Donald Trumps bagland ønsker en eskalering af konflikten, endda muligvis med militære aktioner. Men analytikere hæfter sig også ved, at Donald Trump ikke synes interesseret i egentlige militære konflikter.

Blandt andre USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, der i en analyse her på TV 2 skriver:

- Det seneste halvandet år har vi nemlig været vidne til, at det faktisk er Donald Trump, der tøjler rådgivernes impulser til at gøre brug af USA's formidable militære styrke.

De shiamuslimske houthi-oprørere, der kæmper en indædt kamp mod den saudiskledede koalition i Yemen, har taget ansvaret for angrebet.

Houthi-oprørerne støttes i deres kamp af blandt andet Iran.

Øget spændingsniveau

Ved mødet i Jeddah tilføjede Mike Pompeo ifølge nyhedsbureauet dpa, at man "har stor tiltro" til flere efterretningsanalyser. De konkluderer, at houthi-oprørerne ikke besidder de våben, der skal til for at gennemføre den type angreb, som ramte olieanlæggene.

Samtidig erklærede Pompeo, at man vil indgå i dialog med Saudi-Arabien. Målet er at samle en koalition af lande, der kan svare igen "på en passende måde".

Udenrigsministeren ville dog ikke uddybe, hvad en international koalition ville præsentere af modsvar - især hvorvidt det kunne indebære et gengældelsesangreb.

Fordømmelsen er den hidtil kraftigste fra den amerikanske regering.

Spændingerne mellem USA og Iran er øget, siden præsident Donald Trump i maj sidste år valgte at trække USA ud af den internationale aftale om Irans atomprogram.

Lørdagens angreb har forstyrret den omfattende saudiske olieproduktion.

Produktionen på de to anlæg ventes dog at være oppe på fuld kapacitet inden udgangen af september. Det oplyste Saudi-Arabiens energiminister tirsdag.