Trudeau undskylder for 'racistisk billede' for 18 år siden
Til en afslutningsgalla på en skole iførte Justin Trudeau sig i 2001 et Aladdin-kostume med brunmalet ansigt.
Canadas liberale premierminister, Justin Trudeau, undskylder for en udklædning til en fest på en skole, hvor han i 2001 var lærer og optrådte med ansigtet malet brunt.
Det sker, efter det amerikanske magasin Time har bragt et billede af ham fra afslutningsgallaen, hvor temaet var 'Arabiens nat'.
Det skriver flere internationale medier, herunder BBC og CNN.
- Jeg skulle ikke have gjort det. Jeg burde have vidst bedre, men det gjorde jeg ikke, og jeg er meget ked af det, lød det onsdag fra den 47-årige Justin Trudeau, da han stillede op foran pressen.
Han fremhæver, at billedet er racistisk, men at han for 18 år siden ikke overvejede, at det var det.
Ifølge premierministeren har han også ved en anden lejlighed under et skoleshow båret makeup, fordi han skulle synge i showet.
Ansigt, hals og hænder malet mørke
Justin Trudeau var til festen udklædt som en karakter fra Aladdin. Han havde blandt andet en turban på og var klædt i en kåbe - og hans ansigt, hals og hænder var blevet malet mørke.
Billedet har både vakt debat og ført til kritik. Lederen af Det Konservative Parti, Andreew Scheer, mener endda, at billedet viser, at hans liberale rival ikke er en passende leder for Canada, ligesom han fremhæver, at handlingen, ifølge ham, var lige så racistisk i 2001, som det er tilfældet i 2019.
- Jeg var ekstremt chokeret og skuffet, da jeg her til aften hørte om Justin Trudeaus handlinger, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- At bære brownface er direkte latterliggørelse og racisme. Det, som canadierne så her til aften, er en person med fuldstændig mangel på dømmekraft og integritet, som ikke er den rette til at lede dette land.
Også Det Nationale Råd for canadiske muslimer reagerer kraftigt på billedet.
- Det er meget trist at se premierministeren med brownface/blackface - det er forkasteligt og kan føres tilbage til en historie med racisme og en orientalsk mytologi, som er uacceptabel, siger direktør Mustafa Farooq ifølge BBC.