Udland

Kravlede gennem ødemark i to dage: - Hele mit underben sad løst

En australsk mand på vandretur i ødemarken faldt seks meter ned i et vandfald. Knoglen i benet brækkede midt over, og så var han i alvorlig livsfare.

Neil Parker vidste med det samme, at han var i vanskeligheder.

- Jeg begyndte at skride ned at klippen og gled omkring seks meter, så slog jeg en vejrmølle, hamrede ind i klippen og landede i bækken nede i bunden, fortæller han til den australske tv-station ABC.

Ulykken skete i søndags, og det er lidt af et mirakel, at den 54-årige australske vandrer er i live, så han kan fortælle historien.

- Hele mit underben sad løst

Neil Parker, vandrer

Knoglen i Neil Parkers ene skinneben brækkede nemlig midt over, og i to dage måtte han mave sig frem gennem ødemarken for at nå et sted, hvor han håbede, at der ville komme andre mennesker.

- Jeg tænkte med det samme: "Nu er jeg i store vanskeligheder." Ingen ved, hvor jeg er, og jeg har ikke en nødsender på mig. Så tog jeg min telefon frem, men der var ingen dækning, siger Neil Parker til tv-stationen.

Han var taget på vandretur i ødemarken ved Mount Nebo nær den australske storby Brisbane, hvor han selv har flere års erfaring som vildmarksguide og frivillig redningsarbejder i bushen.

Den 54-årige mand slap mirakuløst fra to dage i ødemarken med et brækket ben. Video: Peter Møller

Og på grund af sin erfaring vidste han, at ulykken var sket på et rigtigt dårligt sted.

- Jeg vidste, hvor jeg var, og det ville være helt umuligt at finde mig, siger Neil Parker.

Det spjættende ben

Tomme for tomme gav han sig til at mave sig langs en sti for at komme til en lysning, hvor han regnede med, at han kunne ses fra helikopter.

- Mit venstre ben, for neden, lige over anklen, var brækket midt over, så hele mit underben sad løst, fortæller Neil Parker.

Lysningen, hvor det lykkedes at få kontakt til helikopteren.

- Ben er meget tunge, når de ikke er forbundet til noget, og at forsøge at løfte det op over sten... Jeg kom omkring en meter, halvanden meter, hver gang, inden jeg måtte tage en pause, siger han.

Lysningen, han forsøgte at nå, lå cirka 40 minutters gang fra vandfaldet, hvor han var styrtet.

Turen tilbage tog omkring to dage i Neil Parkers tempo.

Jeg tror, at jeg har en meget høj smertetærskel

Neil Parker, vandrer

Han havde kun en håndfuld nødder, en proteinbar og noget lakrids at spise. Vand drak han fra bækken ved siden af stien, og om natten måtte Neil Parker sove på det sted, han var kommet til.

- Om natten sov jeg på klippen. Jeg havde kravlet på klipper hele dagen, alt var hårdt, så det meste af den smerte, jeg følte, skyldtes, at jeg konstant var på hård klippe, siger han.

Nætterne bød dog ikke på megen søvn, fordi han fik spasmer i det brækkede ben, så det spjættede.

- Jeg tror, at jeg har en meget høj smertetærskel. Jeg havde ingen problemer med smerter, mens jeg kravlede rundt. Jeg følte intet ubehag, mens jeg kravlede, men det kan meget vel have været på grund af, at adrenalinen pumpede rundt i kroppen, siger Neil Parker.

Det brækkede ben ser ud til at komme sig.

Overlevede for sine børn

Og hvad tænkte han så på, mens han lå der i ødemarken uden at vide, om han ville overleve?

- Familien. Jeg ville tilbage til dem og fortælle dem, at jeg var OK. Det var dét, der drev mig, siger han.

Neil Parker har flere søstre, børn og en eks-hustru.

Især hans søn var i tankerne.

- Jeg har været adskilt fra ham de seneste to år, og jeg fandt først sammen med ham for fire-fem uger siden.

- For pokker, jeg ville gerne se ham. Så det var drivkraften, jeg ville hjem til mine børn, siger Neil Parker.

Neil Parker i hospitalssengen.

Tirsdag eftermiddag så han en redningshelikopter i luften og forsøgte at signalere til den med et folietæppe fra sin førstehjælpstaske.

- De kom ind fra højre og standsede, bakkede lidt, og så tænkte jeg: 'De har fundet mig', så følte jeg lettelse. Det var bedre, at de fandt mig nu, end at nogen andre gjorde det om nogle uger, siger han.

Dernæst tænkte han på bløde puder, fordi han havde ligget på sten så længe.

Helikopteren fløj ham til Princess Alexandra Hospital i Brisbane, hvor han allerede er i bedring.

Ortopædkirurg Nicola Ward siger til australsk tv, at hendes patient er "en ud af en million", og at han har en meget høj smertetærskel.

Han kan regne med at blive udskrevet i begyndelsen af oktober.