Argentinsk supermarked straffer 'fjols' for tosset parkering

16x9
Bilen var omringet fra alle sider af indkøbsvognene, der var sat sammen, så de ikke bare lige sådan kunne flyttes. Foto: Arnold Angelini / Facebook

Ukendte medarbejdere spærrede en bil inde med hundredevis af indkøbsvogne, fordi den stod i vejen for deres arbejde.

Synes du, det er tilfredsstillende, når folk, der parkerer uden hensyn til andre, får som fortjent? Så er du tydeligvis ikke den eneste.

Det gik nemlig viralt, da medarbejdere i det argentinske supermarked Coto i Temperley i Buenos Aires tog hævn over en hensynsløs billist.

Da nogen en sen aften havde parkeret en grå Peugeot 208 i det område i supermarkedets parkeringskælder, der er forbeholdt indkøbsvogne, besluttede ukendte ansatte at spærre bilen inde.

De omringede bilen fra alle sider med hundredevis af indkøbsvogne og gjorde det mere end almindeligt besværligt for bilisten at komme derfra igen.

Hævnen gik viralt i Argentina, da den forbipasserende Arnold Angelini delte billeder af blokaden på Facebook.

- Sandheden er, at man skal være et fjols for at parkere i området til indkøbsvogne. Du kan ikke være sådan en idiot og sætte bilen, hvor du vil, skriver han i opslaget.

La verdad que hay que ser muy pelotudo para estacionar auto en el sector "changos" (Coto Temperley). No podés ser tan...

Posted by Arnold Angelini on Monday, September 9, 2019

- Hatten af til medarbejderne, der lukkede køretøjet inde, tilføjede han.

På otte dage er opslaget blevet delt tusindvis af gange i Argentina og har derfra spredt sig til resten af verden.

Til det lokale medie el Comodorence fortæller Arnold Angelini, at han kom forbi det indespærrede køretøj på vej hjem fra biografen omkring klokken 23.

- Det underlige var, at bilen først var dårligt parkeret, og så var indkøbsvognene placeret omkring den senere. Han havde altså parkeret fuldstændig, hvor det passede ham, fortæller Angelini om bilisten.

Angelini forstår følelsen af ikke at kunne finde en god parkeringsplads, men han mener alligevel, at medarbejdernes hævn fortjener anerkendelse.

- Det her er deres job, og de er tydeligvis blevet trætte af, at det samme sker for dem igen og igen, siger han.