Udland

Nedturen for Kinas økonomi fortsætter

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, og hans amerikanske kollega Donald Trump mødtes sidst i juni, da de begge var til G-20 topmøde i Japan.

Handelskrigen mellem Kina og USA gør ondt, og Kina er begyndt at udsende forsonelige signaler før næste runde af forhandlinger.

Den økonomiske vækst i Kina er nu lavere, end den har været i mange år.

Det viser tal, som det officielle kinesiske statistikkontor har offentliggjort mandag.

Tallene viser, at den kinesiske industriproduktion i august voksede med 4,4 procent i forhold til samme måned sidste år. Det er markant lavere end tallet for juli, der endte på 4,8 procent og var det dårligste tal i 17 år, skriver CNN.

Tallene er overraskende dårlige, lyder det fra TV 2s korrespondent Svenning Dalgaard.

- Alle havde regnet med en nedgang, men ikke så hård. Der er offentliggjort tal, der viser, at 26 procent af Kinas eksport til USA er blevet flyttet til andre lande i Fjernøsten, siger han.

Nedgangen i økonomien, der delvist hænger sammen med den igangværende handelskrig mellem Kina og USA, ser nu ud til at få den kinesiske ledelse til at skifte signaler i handelskrigen, før de to lande mødes til en ny runde forhandlinger i løbet af nogle uger.

Symbolske lettelser

Kina har ad flere omgange lettet på straftolden og de handelsbegrænsninger, som nogle amerikanske varer er blevet pålagt. For en uge siden meddelte Kina, at man vil undtage en række mindre varegrupper som rejer, fiskemel og cancermedicin for straftold.

Fredag fulgte den kinesiske ledelse op med lettelser for vigtige amerikanske landbrugsvarer.

I løbet af handelskrigen har kineserne omhyggeligt valgt at ramme netop landbrugsprodukter som sojabønner og svinekød, fordi de amerikanske producenter af netop disse varer er en central del af Donald Trumps politiske bagland.

Den store amerikanske eksport af sojabønner til Kina har således nærmest været bremset og erstattet af sojabønner fra Brasilien og Argentina.

'En goodwill gestus'

Også USA har i de seneste uger lettet eller udskudt varslede toldsatser forud for de kommende handelsforhandlinger.

En forhøjelse af toldsatsen fra 25 til 30 procent, der var planlagt til at træde i kraft 1. oktober, er udskudt 14 dage for ikke at kollidere med 70-årsdagen for oprettelsen af Folkerepublikken Kina, efter den kinesiske vicepremierminister, Liu He, bad om det, skriver CNN.

- Det er en goodwill-gestus, har Donald Trump forklaret på Twitter.

Men det kan se ud, som om kineserne er blevet møre før amerikanerne, siger Svenning Dalgaard.

- Handelskrigen er værre for Kina, end den er for USA, for Kina er meget mere afhængig af sin eksportsektor, end USA er. De amerikanske virksomheder har langt mere fokus på deres store hjemmemarked. Amerikansk økonomi er så stor, at den kan ramme Kina på mange forskellige måder, siger han.

15 måneders handelskrig

Handelskrigen mellem de to lande startede sidste sommer, efter Donald Trump længe havde været frustreret over de - ifølge ham - ulige handelsforhold mellem de to lande og over, at Kina uretmæssigt skaffede sig adgang til amerikansk teknologi.

Siden har Trumps regering ad flere omgange eskaleret handelskrigen, enten ved at hæve toldsatser eller ved at lade tolden omfatte nye varegrupper. Kina har løbende svaret igen ved også at lægge told på amerikanske varer.

Seneste annoncerede Trump i august en ny told på ti procent på kinesiske varer til en værdi af 300 millioner dollar, så alle kinesiske varer vil blive belagt med told.

De mange ekstra toldsatser har påvirket begge parter. Sammenligner man den netop overståede august med august sidste år, er den kinesiske eksport til USA faldet med 16 procent, mens den amerikanske eksport til Kina er faldet med 22 procent.

Faktisk har krigen ramt økonomien i hele verden.

Den amerikanske centralbank har offentliggjort beregninger, der viser, at handelskrigen mellem de to lande er skyld i, at den globale vækst er 0,8 procent lavere, end den ellers ville have været.