Hvis Trump igen er kommet med tomme trusler, ville det ikke være første gang

16x9
Trump er tidligere kommet med tomme trusler på Twitter. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Som set tidligere er præsidentens første instinkt ikke at finde krudt og kugler frem.

KOMMENTAR: Som set tidligere er præsidentens første instinkt ikke at finde krudt og kugler frem.

Endnu en gang er der bekymring for en mulig militær konfrontation mellem USA og Iran, efter præsident Donald Trump natten til mandag tweetede, at USA er 'locked and loaded' (klar til at skyde, red.) efter lørdagens angreb mod saudiske olieanlæg.

Da præsidentens udenrigsminister, Mike Pompeo, allerede har givet Iran skylden for angrebene, må man formode, at det er præstestyret i Teheran, som Trump havde i tankerne i sit tweet.

Sandsynligvis - for det ville de fleste af Trumps forgængere også gøre, hvis Iran faktisk skulle stå bag angrebet, hvilket endnu ikke er blevet bekræftet.

Overvejer præsidenten nu en militær straffeaktion mod Iran?

At præsidenten tog et møde med sin forsvarsminister i går, er i øvrigt heller ikke spor overraskende eller bekymrende. Det er en rutinearbejdsgang efter et angreb på en allieret, der ydermere har fået store konsekvenser for den internationale energiforsyning og aktiemarkederne.

Men samtidig er det værd at huske, at præsident Trump har en forhistorie, når det kommer til tomme militærtrusler på Twitter.

Det så vi i forhold til situationen i Syrien i april 2018, hvor præsidenten advarede Rusland om, at ”nydelige, nye og 'smarte'” amerikanske missiler var på vej.

Et andet eksempel på de tomme Twitter-trusler var over for Nordkorea, hvor præsidenten i august 2017 truede den nordkoreanske diktator Kim Jong-un med ”bål og brand”, for bare ti måneder senere at mødes med ”den lille raketmand” til et historisk topmøde i Singapore.

Ligeledes fandt præsidenten sidste sommer de store bogstaver frem overfor præstestyret i Teheran og truede med ”konsekvenser, som få i verdenshistorien tidligere har lidt under".

Trump er ikke interesseret i en militær konflikt

Apropos præstestyret i Teheran, er det kun små tre måneder siden, at verden også ventede i spænding på, hvordan USA's præsident ville reagere på den iranske nedskydning af en amerikansk drone.

Her besluttede Trump ifølge eget udsagn at sætte en stopper for et militært modsvar, ”ti minutter” før missilangrebet skulle have fundet sted, og selvom USA var ”angrebsklar”. Denne udlægning er jeg fortsat enormt tvivlende overfor, men hvorom alting er, så viste seancen i sommer endnu engang, at præsidentens automatreaktion ikke plejer at være at finde krudt og kugler frem.

Rysten i bukserne efter regeringsrokade

Da præsident Trump sidste forår igangsatte endnu en regeringsrokade og med Mike Pompeo som udenrigsminister og John Bolton som national sikkerhedsrådgiver satte to hardlinere på centrale poster, vakte det stor bekymring verden rundt.

Mange USA-analytikere og kommentatorer – jeg var en af dem - tolkede denne rokade som et signal til særligt Nordkorea og Iran om, at disse regimer nu skulle ryste i bukserne over en mulig militær konfrontation.

Jeg tilføjede dog også i min analyse, at det store ubesvarede spørgsmål selvfølgelig var, hvorvidt præsident Trump overhovedet ville lytte til de input, han ville få fra sine nye rådgivere og ministre. Det var – set i bagklogskabens kloge lys – et godt forbehold at tage.

Trump tøjler militærlystne rådgivere

Det seneste halvandet år har vi nemlig været vidne til, at det faktisk er Donald Trump, der tøjler rådgivernes impulser til at gøre brug af USA's formidable militære styrke.

Det har været præsidenten, der har været den varmeste fortaler for tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Afghanistan og Syrien, hvilket blandt resulterede i, at Trumps forsvarsminister sagde op i protest sidste år.

Ligeledes er det præsidenten, der har presset på i forhold til afspændingspolitikken. Eksempelvis overfor Rusland, som vi hører mangt og meget om. Men inden for de seneste måneder også over for netop Iran, hvor præsidenten har åbnet op for at mødes med den iranske præsident Hassan Rouhani.

Denne nye afspændingspolitiske kurs – som kommer i kølvandet på en konfrontationsstrategi overfor præstestyret med opsigelsen af atomaftalen og skrappe sanktioner - er dybt kontroversiel i Trumps egen administration og har bragt præsidenten på konfrontationskurs med især John Bolton, hvilket i sidste ende var medvirkende til, at Trump i sidste uge fyrede sin nationale sikkerhedsrådgiver.

Trump har ingen interesse i en konfrontation

I sidste ende er det selvfølgelig præsidenten, der bestemmer. Trumps vægelsindede natur taget i betragtning må man derfor selvfølgelig ikke udelukke nogle scenarier efter angrebene i Saudi-Arabien.

Men som udgangspunkt er det usandsynligt, at vi i de kommende dage bliver vidne til mere end en eventuel militær straffeaktion sammenligneligt med Trumps reaktionsmønster på giftgasangrebet i Syrien i april 2017.

For selvom præsident Trump som noget af det første efter indsættelsen i januar 2017 valgte at basere sin mellemøststrategi på stærke alliancer med Irans to ærkerivaler Israel og Saudi-Arabien, må den lokumskolde analyse på nuværende tidspunkt være, at man ikke skal forvente en militær eskalation mellem USA og Iran.

Det har præsident Trump hverken det personlige temperament eller nogle politiske incitamenter til, som situationen ser ud lige nu.