Udland

Har tjent milliarder på misbrug - nu går medicinalfirma konkurs

I USA har en udbredt brug af opioider skabt en landsdækkende krise, der har kostet tusindvis af menneskeliv.

Firmaet anklages for at skjule cirka én milliard dollar på hemmelige konti uden for USA.

Det amerikanske medicinalfirma Purdue Pharma, der gennem stoffet OxyContin er anklaget for at have medvirket til en opioidkrise i USA, har indgivet konkursbegæring.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Konkursbegæringen var ventet, da den er del af et foreløbigt forlig, som Sackler-familien, der ejer Purdue Pharma, har indgået med en lang række delstatsregeringer.

Som et led i forliget skal Sackler-familien opgive kontrollen med Purdue Pharma, og familien skal bidrage med tre milliarder dollar (20,19 milliarder kroner, red.) til forliget. Derefter vil selskabet blive opløst og senere gendannet med nyt ejerskab.

I alt 12 milliarder dollar skal virksomheden betale i erstatning til over 2000 byer, distrikter, myndigheder og mere end 20 delstater.

Anklages for at skjule milliarder

Lørdag skrev BBC, at den offentlige anklager i staten New York anklager Sackler-familien for at skjule cirka én milliard dollar (6,73 milliarder kroner, red.) på hemmelige konti uden for USA, blandt andet i schweiziske banker.

- Optegnelser fra én finansiel institution alene har vist overførsler på én milliard dollar (cirka 6,73 milliarder kroner, red.) i overførsler mellem Sackler-familien, enheder, de kontrollerer, og forskellige finansielle institutioner, blandt andet dem, som har kanaliseret midler til schweiziske bankkonti, siger Letitia James, offentlig anklager i staten New York, ifølge BBC.

En talsmand for Sackler-familien anklager anklagemyndigheden i staten New York for at forsøge at sabotere forliget.

Ifølge Information, som citerer The New Yorker, har Purdue Pharma tjent i alt 35 milliarder dollar (235,56 milliarder kroner, red.) på OxyContin, der er udpeget som en af opioidepidemiens helt store syndere.

400.000 er døde

Opioider er en gruppe af stærkt smertestillende og vanedannende stoffer.

Purdue Pharma er anklaget for at have bidraget til stor opioid-afhængighed i USA. Den skal have markedsført de receptpligtige opioider aggressivt uden at oplyse om risikoen for vedvarende afhængighed.

Ifølge USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse kostede afhængighed af opioider omkring 400.000 personer livet fra 1999 til 2017.

Opiodepidemien var på sit værste niveau tilbage i 2016, hvor adskillige byer konstant oplevede overdoser. I byen Akron i delstaten Ohio var den lokale retsmediciner nødsaget til at indkalde nedkølede lastbiler med plads til lig.

Ifølge en artikel fra Berlingske i maj i år bruges OxyContin også i større målestok i Danmark.

I en orientering fra Region Hovedstaden står det, at lægemidlet er "forholdsvis udbredt" og gives til patienter på hospitaler og hos praktiserende læger i Region Hovedstaden, selv om de vurderes at have et stort "misbrugspotentiale", skriver Berlingske.