Udland

Enorme mængder olie op i røg efter angreb - USA giver Iran skylden

Droneangrebene på to afgørende oliefelter har ødelagt halvdelen af Saudi Arabiens olieproduktion svarende til 5,7 millioner tønder råolie om dagen.

USA beskylder Iran for at stå bag lørdagens droneangreb på to saudiske olieanlæg.

Det skriver USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, på Twitter.

- Iran står bag næsten 100 angreb mod Saudi-Arabien, mens Hassan Rouhani (Irans præsident, red.) og Javad Zarif (udenrigsministeren, red.) udgiver sig for at beskæftige sig med diplomati, skriver Pompeo og uddyber:

- Midt i al snakken om nedtrapning har Iran udført et hidtil uset angreb mod verdens energibeholdning.

Kort efter lørdagens hændelse tog houthi-oprørerne fra Yemen, som Saudi-Arabien ligger i blodig krig med, skylden for droneangrebene.

Iran afviser beskyldninger

Irans udenrigsminister, Abbas Mousavi, afviser søndag USA's beskyldninger om, at landet stod bag angrebet på de to olieanlæg i Saudi Arabien.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Samtidig anklager Irans udenrigsminister USA for at "lyve groft" om droneangrebene.

Halveret olieproduktion - stigende priser

Droneangrebet natten til lørdag dansk tid i den østlige del af Saudi Arabien var rettet mod et af de allermest centrale dele af verdens største olieeksportør.

Oliefeltet i byen Khurais producerer alene én procent af al verdens olie, mens raffinaderiet i byen Abqaiq har en kapacitet på hele syv procent af verdens olieforbrug.

Det statslige olieselskab Saudi Aramco oplyser i en pressemeddelelse, at angrebene har ødelagt halvdelen af Saudi Arabiens olieproduktion.

Saudi Aramco regnes for at være verdens største olieselskab i såvel produktion som i reserver.

Aramco skriver, at produktionen er blevet reduceret med 5,7 millioner tønder råolie om dagen. Det svarer til mere end fem procent af den globale olieproduktion.

Den reducerede olieproduktion ventes at få en betydelig effekt i form af højere oliepriser, når markederne åbner mandag.

Sådan lyder det fra cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen, som dog ikke vil sætte kroner og ører på stigningen:

- Det er et ganske betydeligt tilbageslag i produktionen, som vi kommer til at se på kort sigt, og det kan altså godt få en priseffekt her i begyndelsen af ugen, siger han.

Fordømmer angreb

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, opfordrer samtidig i sit tweet alle lande til - utvetydigt - at fordømme Irans angreb og advarer, at det mellemøstlige land vil blive holdt ansvarlig for angrebet.

Udenrigsministeriet har ikke fremlagt beviser, der bakker op om Pompeos anklager.

Pompeos udtalelser kommer, efter at en talsmand for de iranskstøttede houthi-oprørere i Yemen lørdag sagde, at bevægelsen stod bag droneangrebene på olieanlæggene i det østlige Saudi-Arabien.

Et gengændelsesangreb

Den iransk allierede oprørsbevægelse i Yemen, houthierne, har foretaget adskillige angreb over grænsen i den seneste tid.

En talsmand for houthierne siger, at der blev benyttet ti droner i lørdagens angreb.

Gruppen betegner angrebene som gengældelse for de saudiskledede luftangreb i Yemen.

I foråret 2018 trak USA's præsident, Donald Trump, USA ud af en atomaftale med blandt andet Iran og indførte hårde sanktioner mod landet, hvilket har svækket den iranske økonomi.

For nylig udtalte Trump, at han gerne vil mødes med Rouhani for at diskutere forholdet landene imellem.

Rouhani har sagt, at han ikke vil mødes med Trump, før USA løfter sanktionerne mod Iran.

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har ifølge landets statslige nyhedsbureau, SPA, sagt til Trump, at Saudi-Arabien "har viljen og evnen til at konfrontere og tage sig af denne terroristorganisation".

Senator: Uansvarlig simplificering

Ikke alle er enige i Pompeos udtalelser. Demokratisk senatsmedlem Chris Murphy skriver på Twitter:

- Dette er en så uansvarlig simplificering, og det er sådan, at vi ender i åndssvage krige.

- Iran støtter houthierne, men det er ikke så simpelt, som houthier er lig Iran, skriver han på Twitter.