Udland

Droner angriber oliefelt og verdens største oliefabrik - står i brand

Oprørsgruppe har taget skylden for angrebet.

Droner har natten til lørdag angrebet verdens største oliefabrik og et oliefelt - begge ting ligger i Saudi Arabien og bliver styret af virksomheden Saudi Aramco.

Det oplyser det saudiske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AP.

Angrebene er sket i byerne Abqaiq og Khurais og har udløst store brande.

Brandene skulle ifølge Reuters være under kontrol.

Indenrigsministeriet oplyser, at undersøgelser af angrebene er i gang.

Oprørere tager skylden

Houthi-oprørsgruppen fra Yemen, som Saudi-Arabien er i kamp med i landet, har nu taget skylden for angrebene.

Det siger en militær talsperson fra gruppen til tv-kanalen 'Al Masirah TV'.

Ifølge tv-kanalen angreb oprørsgruppen med ti droner.

Gruppen truer i samme ombæring med flere angreb.

- Den eneste mulighed for at stoppe det er, at Saudi-Arabien stopper deres angreb på os, siger talspersonen ifølge Reuters.

Har været under angreb før

Saudi Aramco er et statsejet saudiarabisk selskab, som regnes for at være verdens største olieselskab i såvel produktion som i reserver.

Selskabet har ikke umiddelbart svaret på spørgsmål fra nyhedsbureauet AP om angrebet.

Det er ikke første gang, at oliefabrikken i Abqaiq er under angreb. I 2006 blev anlægget angrebet af selvmordsbombere fra Al-Qaeda.

Oliefeltet i Khurais menes at producere over en million tønder råolie om dagen.