Frontløbere tørner sammen i kandidatdebat

Mens Biden ønsker at videreføre Obamacare, vil Warren og Sanders indføre et system kaldet 'Medicare for All'.

Kun få minutter inde i nattens tv-debat mellem de resterende ti demokratiske præsidentkandidater i USA tørnede de to frontløbere sammen.

Således røg tidligere vicepræsident Joe Biden og senator Elizabeth Warren i totterne på hinanden over spørgsmålet om, hvorvidt et offentligt finansieret sundhedsvæsen i USA er realistisk.

Joe Biden var hurtig til at kritisere Warrens plan om at sikre Medicare til alle.

Det amerikanske program Medicare er en sundhedsordning for ældre over 65 år.

76-årige Joe Biden fortalte, at han har tænkt sig at bygge videre på tidligere præsident Barack Obamas historiske sundhedsreform, Obamacare, der trådte i kraft i 2010. Obamacare forpligtede alle til at have en sundhedsforsikring og udvidede dækningen til de fattigste amerikanere.

- Biden sælger sig selv på, at han var vicepræsident for Barack Obama i otte år, og at man nærmest vil se en videreførelse af de otte år med en moderat demokratisk linje, hvor man bygger videre på de gode resultater, som Obama skabte, siger TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

Imens amerikanerne ifølge Biden selv skal have lov til at vælge mellem et privat og et offentligt sundhedsvæsen, ønsker Elizabeth Warren og Bernie Sanders at gå over til et offentligt system kaldet 'Medicare for All' - på dansk 'Medicare til alle'.

Tvivler på økonomien

Biden beskylder Warren og hendes progressive kollega Bernie Sanders for at ville pille Obamacare fra hinanden. Samtidig mener han, at deres plan ikke er økonomisk realistisk.

- Jeg ved godt, at senatoren (Elizabeth Warren, red.) siger, at hun er for Bernie (Sanders, red.). Nå, jamen, jeg er for Barack (Obama, red.). Efter min mening virkede Obamacare, sagde Joe Biden under debatten på University of Houston i delstaten Texas.

Jesper Steinmetz var til stede i salen, hvor han overværede debatten.

- Joe Biden fik udstillet, at de mere venstreorienterede kandidater, Elizabeth Warren og Bernie Sanders', sundhedsplaner mangler finansiering. Der er simpelthen ikke de penge, der skal til, hvis man vil indføre et offentligt sundhedssystem, som vi kender fra Danmark, siger Jesper Steinmetz.

**

Perspektiv

 Bernie Sanders (tv), Joe Biden og Elizabeth Warren er eksempler på, at det er svært for unge politikere at slå igennem i amerikansk politik.
Bernie Sanders (tv), Joe Biden og Elizabeth Warren er eksempler på, at det er svært for unge politikere at slå igennem i amerikansk politik. Foto: Mike Blake / Ritzau Scanpix

Det grå guld dominerer Demokraterne

I nattens debat angreb 44-årige Julian Castro flere gange Joe Biden med en kritik af hans alder. Men det var et absurd angreb, mener USA-korrespondent Jesper Steinmetz. For det grå guld dominerer Demokraterne, og det udstiller partiets udfordring. Joe Biden er 76 år, Elizabeth Warren er 70 år, mens Bernie Sanders er 78.

- Det viser, hvor svært det er for unge at slå igennem. Og der viser noget om, at Demokraterne ikke har den her wonder-kandidat, som de havde i 2008. Den gang kandidaten endte med at hedde Barack Obama.

***

Elizabeth Warren, der er rykket op på en andenplads i meningsmålingerne efter Joe Biden, roste Obamas indsats på sundhedsområdet, men påpegede samtidig:

- Spørgsmålet er nu, hvordan vi bedst kan forbedre den.

Bernie Sanders erklærede sig enig med Warren og sagde, at Medicare til alle er den mest omkostningseffektive løsning.

Tirsdag i denne uge blev den årlige rapport fra det amerikanske folketællingskontor Census Bureau offentliggjort.

Den viste blandt andet, at antallet af amerikanere uden en sundhedsforsikring i 2018 steg for første gang i et årti.