Indbyggere kvæles i røg fra skovbrande - nu skændes nabolande om, hvem der har skylden

Flere hundrede skoler er blevet tvunget til at lukke på grund af røg fra indonesiske skovbrande.

Mens verdens fokus på skovbrande i år har rettet sig imod Amazonas-regnskoven i Sydamerika, skaber store skovbrande massive problemer i Sydøstasien.

Skovbrande i primært Indonesien har resulteret i enorme røgskyer, der blæser ind over nabolandene Malaysia, Singapore og Brunei.

De malaysiske myndigheder har uddelt en halv million masker til dets indbyggere for at imødekomme den massive luft- og partikelforurening.

Skovbrandene har de seneste uger brændt et areal på mere end 930.000 hektar. Det er især på øen Sumatra og den indonesiske del af øen Borneo, at brandene raser, og omfanget af skovbrande i Indonesien er det højeste siden 2015.

Skoler må lukke på grund af røgen

Blandt indbyggerne skaber røgforureningen stor frustration.

- Jeg føler, jeg ikke kan trække vejret. Hver gang jeg skal ud, skal jeg have maske på, så jeg bliver indenfor. Selvom det er varmt, bliver jeg inde, siger Nur Fadila fra byen Pekanbaru til AP.

- Vi er nødt til at fjerne årsagerne til problemet med det samme. Og så er vi nødt til at undgå, at det sker igen i fremtiden, siger Nieke Rahmawati.

Ifølge de lokale myndigheder er 3600 skovbrande blevet opdaget ved hjælp af satellitfotos, og flere end 9000 brandfolk er involveret i at bekæmpe brandene, skriver CNN.

Trods indsatsen for at begrænse brandene er røgen tydelig i Malaysia, hvor 409 skoler tirsdag måtte lukke på grund af røgen.

Også i Indonesien er flere hundrede skoler lukket.

I Singapore og Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, er luftforureningen også rekordhøj, og i alt 23 millioner mennesker vurderes at være påvirket af røgen.

Smoggen fra skovbrandene hænger tykt i luften over Pekanbaru i Indonesien.
Smoggen fra skovbrandene hænger tykt i luften over Pekanbaru i Indonesien. Foto: Antara Foto / Ritzau Scanpix
Røgen er tydelig i Kuala Lumpur, hovedstaden i Malaysia.
Røgen er tydelig i Kuala Lumpur, hovedstaden i Malaysia. Foto: Mohd Rasfan / Ritzau Scanpix
Også i Indonesiens hovedstad, Jakarta, er røgen mærkbar.
Også i Indonesiens hovedstad, Jakarta, er røgen mærkbar. Foto: Bay Ismoyo / Ritzau Scanpix

Det er især partikelforurening fra røgen, der er farlig, og kan føre til hjerte- og lungesygdomme.

Ifølge The Guardian kan røgen fra skovbrande i regionen koste 36.000 mennesker livet om året af følgesygdomme, hvis tendensen fortsætter.

Røg skaber nabokonflikt

I Malaysia har man fra politisk side bedt Indonesien gøre mere for at stoppe brandene.

I fredags opfordrede regeringen Indonesien til at handle omgående. Det fik indoneserne til at skyde noget af skylden tilbage på Malaysia.

- Den indonesiske regering har systematisk prøvet at løse dette så godt som muligt. Ikke al smoggen er fra Indonesien, sagde miljøminister, Siti Nurbaya Bakar, i en udtalelse onsdag.

Det fik hans malaysiske kollega, Yeo Bee Yin, til at svare igen på Facebook med et opslag, der viser, at der er 861 igangværende brande i Indonesien, og kun syv i Malaysia.

In response to: https://www.straitstimes.com/asia/se-asia/indonesia-says-its-not-to-blame-for-malaysian-haze Let the...

Posted by Yeo Bee Yin(杨美盈) on Wednesday, September 11, 2019

- Lad dataen tale for sig selv. Minister Siti Nurbays burde ikke benægte fakta, skriver Malaysias miljøminister, Yeo Bee Yin.

Brandene skyldes primært ulovlig skovrydning fra landmænd, som vil bruge de ryddede arealer til dyrkning af afgrøder.