Hadeobjektet SUV - nu vil tyske politikere forbyde dem i storbyerne

16x9
Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin. Foto: Alexander Becher / Ritzau Scanpix

De populære firehjulstrækkere er for farlige til at køre rundt i storbyerne, lyder det fra politikere i Berlin efter uheld, der kostede fire livet.

Den grønne borgmester i Berlin-bydelen Mitte var en af de første. Næppe var berlinerne vågnet lørdag morgen til nyheden om, at en Porsche-kører havde pløjet fire tilfældige mennesker ned på fortovet fredag aften, før borgmester Stephan von Dassel lod meddele, at "den slags kampvognslignende køretøjer hører ikke hjemme i byen. De er klimadræbere, også selv om der ikke sker uheld, så er de en trussel. Hvis chaufføren gør noget forkert, så kan det betyde livsfare for uskyldige".

Tonen var lagt og en følelsesladet jagt udløst. Jagten på en af tidens mest populære biltyper var gået ind. Syndebukken er SUV'en, "Sport Utility Vehicle", krydsningen mellem en firehjulstrækker og en familiebil, som for mange er blevet yndet hadeobjekt - et eksempel på, at noget er galt med bilkulturen i vore dages storbyer.

Den grønne borgmesters udtalelser blev straks bakket op af aktivister fra cyklist- og fodgængergrupper, som allerede på ulykkesaftenen havde samlet sig på stedet for at mindes de dræbte. Det skete med plakater med påskriften "Stop den motoriserede vold" og nej til "motoriserede mordvåben".

Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin.
Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin. Foto: Alexander Becher / Ritzau Scanpix

Døden kørte Porsche

Den dødelige ulykke indtraf på hjørnet af Ackerstrasse og Invalidenstrasse i det centrale Berlin. På en dash-cam-optagelse fra en taxichauffør, der tilfældigvis befandt sig på stedet, og som TV-stationen RTL har fået adgang til, ser man en række biler holde for rødt lys i fredagens tætte fyraftenstrafik ved 19-tiden.

Pludselig skyder en sort Porsche Macan med høj hastighed og brølende motor over i den modsatte vejbane og drøner frem foran de ventende biler, inden den ryger ind over fortovet og rammer lysmasten ved en fodgængerovergang og derefter pløjer sig gennem et hegn til en byggeplads. På sin vej havde Porsche-føreren også ramt en gruppe mennesker, der ventede ved fodgængerovergangen. For fire af dem blev uheldet fatalt. To unge mænd på 28 og 29, en kvinde på 64 og hendes treårige barnebarn var dræbt på stedet.

Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin.
Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin. Foto: Alexander Becher / Ritzau Scanpix

Ulykken udløste katastrofealarm hos Berlins politi og brandvæsen. Den 42-årige Porsche-fører måtte hjælpes ud af redningsmandskabet med kvæstelser i hovedet. I bilen befandt sig også en kvinde på 67 år og en pige på seks, som begge slap uden alvorlige skader.

Knap var uheldet indtruffet, før spekulationerne om årsagen tog fart på Twitter. Nogen mente, der kunne være tale om et muligt illegalt motorløb, som der har været flere eksempler på i tyske storbyer, men det rygte blev hurtigt manet i jorden af politiet, der "frabad sig spekulationer af hensyn til de efterladte".

Fra starten var politiet gået ud fra, at der var tale om en "tragisk ulykke". Den 42-årige Porsche-kører er indtil videre sigtet for uagtsomt manddrab, som det er normal procedure i den slags sager. En af de teorier, politiet undersøger, er, at der kan have været tale om et akut ”medicinsk nødstilfælde”, altså at den 42-årige har mistet herredømmet over bilen, enten på grund af et hjertefælde eller et epileptisk anfald.

Men selv om omstændighederne ved ulykken stadig ikke er opklaret, så er jagten på "monsterbilerne" for længst gået i gang.

Branche i krise

For bilbranchen kommer debatten om SUV’erne på et tidspunkt, hvor den i forvejen er i skudlinjen.

Ikke nok med at branchen er presset af EU's strengere og strengere krav til CO2-udledninger. For første gang i 20 år har der været tilbagegang i bilsalget på verdensplan. Samtidig er bilkoncernerne kommet i fokus på grund af klimakrisen.

At branchen står over for store udfordringer, ses tydeligt på den store internationale bilmesse i Frankfurt, der åbner i denne uge. Engang var det et af de helt store højdepunkter i bilbranchen, stedet, hvor man som bilfabrikant var nødt til at vise flaget. I år er udstillingen nærmest halveret, og mere end 20 bilmærker har meldt fra.

Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin.
Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin. Foto: Alexander Becher / Ritzau Scanpix

Derudover er der for første gang nogensinde bebudet demonstrationer under mottoet "nej til forbrændingsmotorer". På søndag vil demonstranter også forsøge at blokere adgangen til messen ved at danne en slags menneskekæde rundt om området. Demonstranterne vil have bilfabrikanterne til at koncentrere sig om elbiler og stoppe med at udvikle flere SUV'er og andre benzin- eller dieselmodeller.

Det er, som om tiden er ved at løbe fra store bilmesser. Bilbranchen er i modvind, og det, der før var et udstillingsvindue for tysk automobilteknologi, er godt på vej til at blive en protestplatform.

Grønne figenblade

Ironisk nok er bilbranchen røget i modvind netop på et tidspunkt, hvor mange af de store koncerner faktisk forsøger at omstille sig til de nye tider. "Vi har forstået budskabet", signalerer bilfabrikkerne, som ikke bare forsøger at udvise ny ydmyghed og servere veganske retter, men også konkurrerer om at præsentere nye elektriske modeller.

For VWs vedkommende er det den nye elbil, ID.3, der skal bringe koncernen ind i en fremtid uden benzin og diesel, og det til en overkommelig pris. Opel præsenterer en ny elektrisk udgave af sin Corsa-model, Mercedes-koncernen en ny elektrisk udgave af Smart, Seat en Mii. Selv det hæderkronede sportsvognsmærke Porsche er gået elektrisk med sin nye model Taycan, der kan leveres i en udgave med 750 hestekræfter.

For miljøaktivisterne er de grønne tiltag dog ikke meget mere end symbolske figenblade fra en branche, "som i årevis ud fra rene profitinteresser har forhalet og modarbejdet et skifte væk fra forbrændingsmotorerne", som det hedder i opråbet til demonstrationen næste weekend.

Pengemaskinen

Noget er der om snakken. Forleden kunne Der Spiegel berette, at BMW har haft en salgsfremgang på 4,1 procent sammenlignet med i fjor, og at det er især SUV-modellerne, der er gået frem. De udgør knap halvdelen af alle solgte BMW-modeller og har længe været de tyske luksusmærkers pengemaskine.

SUV'erne er den hotteste trend i bilbranchen. I virkeligheden dækker begrebet over vidt forskellige bilmodeller, fra en beskeden Renault Captur til en muskelsvulmende BMW X 7 med 340 hestekræfter og mere end fem meters længde. De store SUV-modeller kræver ikke bare mere plads i storbyerne, de sviner også mere. Mens den gennemsnitlige udledning af drivhusgassen CO2 fra biler på det europæiske marked ligger på mellem 120 og 130 gram pr. kilometer, så sender en BMW X7 hele 200 gram CO2 ud i atmosfæren for hver kørt kilometer.

De benzin- og dieselslugende SUV-modellers succes er også en forklaring på, hvorfor mange af bilfabrikanterne er under pres for at sende "nul-emissions-biler" på markedet i form af elbiler:

- Det er benhård business, for ellers risikerer de milliardbøder fra EU, hvis de ikke overholder reglerne om CO2-udledning, lyder det fra nyhedsredaktør Torben Arent, som TV 2 mødte på bilmessen i Frankfurt.

SUV-ejere skal straffes

I den tyske hovedstad har flere politikere nu taget tråden op efter borgmester Stephan von Dassel. Næstformanden for De Grønne i Berlins byparlament, Oliver Krischer, har til avisen Tagesspiegel krævet, at der skal sættes "en grænse for store SUV'er i bymidten". Han efterlyser en debat om, "hvor store bilerne, der kører rundt i den indre by, kan få lov at blive":

- Bilerne kræver bredere parkeringspladser i byer, hvor pladsen bliver mere og mere trang, og de er en fare for fodgængere og cyklister.

Partifællen Katrin Göring-Eckardt, der er medlem af Forbundsdagen, har i avisen Bild argumenteret for, at der skal lægges ekstra afgifter på SUV'er, mens miljøorganisationen Deutsche Umwelthilfe har foreslået at indføre en betalingsring og derudover også gøre det dyrere for SUV-ejere at parkere i byerne.

Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin.
Folk lægger blomster på ulykkesstedet i Berlin. Foto: Alexander Becher / Ritzau Scanpix

Jagten på SUV'erne er gået ind, og mens hendes partifæller kappes om at fremlægge mere drastiske løsninger, så har Berlins grønne trafiksenator, Regine Günther, været mere tilbageholdende:

- Vi må analysere, hvordan det kunne komme til dette skrækkelige uheld, før vi drager nogen konsekvenser, lyder hendes kommentar i Tagesspiegel.

Politiet efterforsker stadig, hvad der skete på hjørnet af Ackerstrasse og Invalidenstrasse. Imens er den 42-årige Michael M., som sad bag rattet i den sorte ulykkes-Porsche, ifølge Bild-Zeitung blevet udskrevet fra hospitalet.