Danskere i spanske turistmål varsles om mulige oversvømmelser

16x9
Bølgerne gik højt i Alicante onsdag. Foto: Juan Carlos Cardenas / Ritzau Scanpix

Voldsomt uvejr er på vej til kendte spanske turistmål. Borgerservice i Danmark sender varsel ud.

Udenrigsministeriets Borgerservice advarer om voldsomt uvejr og risiko for oversvømmelser i flere spanske turistmål.

Det drejer sig om byerne Alicante, Valencia og Murcia. Det skriver Borgerservice på Twitter onsdag aften.

- Voldsomt uvejr kan medføre oversvømmelser i Alicante, Valencia og Murcia. Følg de lokale myndigheders anvisninger, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice.

Tidligere på ugen ramte ekstremt uvejr Mallorca. Her var det med både tornadoer og oversvømmelser til følge.

Har udstedt advarsel

Spaniens meteorologiske institut (AEMET) har nu udstedt en rød advarsel om risiko for ekstremt vejr.

Det er en storm, der bevæger sig langsomt og ventes at bringe store mængder regn med til større dele af Spaniens østkyst.

Danskere i området opfordres af Udenrigsministeriet til at holde sig opdateret på AEMET's hjemmeside. Man kan også søge oplysninger via Udenrigsministeriets app Rejseklar.

Det voldsomme regnvejr ventes ifølge AEMET at ramme Valencia tidligt torsdag. Det står til at fortsætte med enkelte ophold over nogle dage.

Medførte en del skader

På Mallorca medførte det voldsomme uvejr en del skader. Flere fly måttes ledes uden om øen.

Billeder fra den lokale engelsksprogede avis Majorca Daily Bulletin viser hagl cirka på størrelse med dueæg.

Vindstød nåede op på 100 kilometer i timen, og nogle floder gik over deres bredder.

Det østlige Spanien lokker hvert år millioner af turister til.

Valencia og Alicante er de to største byer i Valencia-regionen.

Fire gange så meget regn som på en måned

Det er kold luft afsnøret i stor højde, der udløser de meget store mængder regn.

- Vandet i Middelhavet nær Østspanien er 23-25 grader. Når der så er meget koldt højt oppe, stiger luften hurtigt til vejs og laver kraftige tordenbyger. Når vinden samtidig går ind mod land og den castilianske højslette, løftes luften yderligere og hurtigere. De to ting skaber tilsammen et voldsomt uvejr, forklarer Jens Ringgård Christiansen.

Normalt får Benidorm 76 millimeters regn i gennemsnit i september. Dermed står de til at få fire gange så meget regn som en normal måned på bare to dage. Og september er endda årets mest regnfulde måned der.

Frem til fredag vil der falde op mod 300 millimeter regn i de hårdest ramte områder.
Frem til fredag vil der falde op mod 300 millimeter regn i de hårdest ramte områder. Foto: TV 2

Ud over den megen regn bliver det også meget blæsende, og i nogle af områderne kommer vinden op over hård kuling, hvilket er usædvanligt kraftigt på de kanter.

Vindstyrke fredag morgen: Rød er over 17,2 meter i sekundet, hvilket er hård kuling, gul er stiv kuling, mens grøn er hård vind på mellem 10,8 og 13,9 meter i sekundet.
Vindstyrke fredag morgen: Rød er over 17,2 meter i sekundet, hvilket er hård kuling, gul er stiv kuling, mens grøn er hård vind på mellem 10,8 og 13,9 meter i sekundet. Foto: TV 2