Udland

Australsk par forsvandt på drømmerejse - nu er de dukket op i berygtet iransk fængsel

Jolie King og Mark Firkin sidder fængslet i Iran.

Tilfangetagelsen sker på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Iran, USA og Storbritannien er på sit højeste.

Australske Jolie King og Mark Firkin var på deres livs rejse, da de for et par måneder siden forsvandt sporløst. Nu er de dukket op i det berygtede fængsel Evin i Iran. Det skriver BBC.

Det unge kærestepar blev ifølge flere medier arresteret for omkring 10 uger siden nær hovedstaden Teheran, men det var først onsdag i denne uge, at deres skæbne blev kendt for offentligheden.

De australske myndigheder oplyser, at de gentagne gange har forsøgt at få en udleveringsaftale i stand med styret i Iran – indtil videre uden held.

Australiens udenrigsminister Marise Payne siger, at hun forgæves har forsøgt at få kontakt til sin iranske kollega.

Ministeren kalder torsdag tilfangetagelsen ”dybt bekymrende” og tilføjer, at myndighederne har tilbudt hjælp til fangernes familier.

- Vi håber, at Mark og Jolie kommer hjem hurtigst muligt, lyder det torsdag i en kort kommentar fra de to familier.

 Jolie King og Mark Firkin var på deres livs rejse, da de forsvandt.

Filmede med drone

Jolie King og Mark Firkin begav sig i 2017 ud på en årelang drømmerejse, hvor de efter planen ville køre i bil fra Asien til Storbritannien.

Parret har undervejs blogget om deres rejse og delt billeder og videoer på de sociale medier, hvor de har flere end 20.000 følgere.

Få detaljer omkring parrets anholdelse har set dagens lys, men ifølge det australske medie ABC skulle parret have brugt en drone til nogle af deres videooptagelser i Iran - uden at have indhentet tilladelse.

Ifølge BBC har de iranske myndigheder fortalt Jolie King, at hun er tilbageholdt som led i en plan om udveksling af fanger.

Spændinger mellem Iran og Vesten

Tilfangetagelsen af de to australiere sker på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Iran, USA og Storbritannien er på sit højeste.

De seneste par måneder er flere britiske tankskibe blevet tilbageholdt af Iran i Den Persiske Golf. 4. juli opbragte Storbritannien så olieskibet Grace 1 ved Gibraltar, fordi man mente, at skibet ville bryde EU-sanktioner og sejle sin last til Syrien.

I juli oplyste regeringen i Australien, at den ville hjælpe Storbritannien og USA med at patruljere i Hormuzstrædet i Den Persiske Golf, hvor Iran har opbragt flere skibe. En mission, Iran har fordømt.

Det vides ikke, om Jolie King og Mark Firkin tilbageholdes som et led i den eskalerende konflikt.

Kvinde har siddet fængslet siden 2016

En britisk-australsk kvinde, som har siddet fængslet med det unge australske par i Evin-fængslet, er ifølge BBC blevet idømt en fængselsdom på ti år.

Selvom det er uklart, hvad kvinden præcis er blevet dømt for, er en dom på ti år standard for anklager om spionage mod Iran.

Kvindens sag menes ikke at have forbindelse til det unge par fra Australien.

Adskillige personer er de senere år blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder – blandt andre den britisk-iranske kvinde Nazanin Zaghari-Ratcliffe, som har siddet fængslet i Evin siden 2016.

Nazanin Zaghari-Ratcliffe med sin britiske mand Richard og datteren Gabriella.

Ifølge anklageskriftet planlagde hun et kup mod det iranske styre.