Udland

Sveriges højeste punkt skrumper - er nu blevet overhalet

De seneste ti år er toppen skrumpet med en meter om året.

I løbet af de seneste 50 år er den sydlige top på det svenske bjerg faldet med 24 meter i højden.

Den sydlige top på bjerget Kebnekaise i Sverige har siden 1880 været betragtet som landets højeste punkt.

Men det er slut nu.

Sydtoppen af bjerget, som er dækket af en gletsjer, er nemlig blevet overhalet af nordtoppen af det samme bjerg. Nordtoppen er ikke - som sydtoppen - dækket af en gletsjer.

Den årlige måling, som blev foretaget 3. september, viste, at sydtoppen nu kun måler 2095,6 meter. Dermed er den over én meter lavere en nordtoppen, der måler 2096,8 meter.

Fordi højden ændrer sig dag for dag, og fordi det kræver en helikopter at nå til toppen, måles den kun to-tre gange hver sommer.

- Vi havde en mistanke om det sidste år, men den blev ikke målt lavere end den anden top. Nu har vi målt den i slutningen af smeltesæsonen ved hjælp af GPS-teknologi med kun få centimeters fejlmargin, fortæller Gunhild Ninis Rosqvist, der er geografiprofessor på Stockholm Universitet, til CNN.

Faldet med 24 meter i højde

I løbet af de seneste 50 år er den sydlige top på det svenske bjerg faldet med 24 meter i højden. Ifølge Gunhild Ninis Rosqvist har det været særligt slemt de seneste ti år, hvor der er blevet kappet én meter af højden hvert år.

Hun fortæller, at klimaforandringerne er skyld i, at sydtoppen på bjerget er skrumpet i højden.

- Temperaturerne om sommeren er steget. De er faktisk steget hele året rundt. Selv vintrene er varme her. Det, der sker på Kebnekaises sydlige punkt, er repræsentativt for alle gletsjere i Skandinavien lige nu. Det er et symbol på, at de smelter, og at det går meget hurtigt, siger hun.

En kold svensk vinter med masser af sne og is vil kunne placere sydtoppen på tronen som Sveriges højeste punkt igen. Men det vil kun være midlertidigt.

- Skæbnen ser sort ud for gletsjerne, siger Gunhild Nini Rosqvist.

Lignende tendens andre steder i verden

Skandinaviens gletsjere er ikke de eneste i verden, der bliver mindre. I februar viste en rapport, at en tredjedel af de store ismasser på toppen af Himalaya-bjergkæden vil være smeltet i år 2100.

I Island er historien den samme. En dokumentarfilm på Netflix har påvist, at de over 400 gletsjere, der er på øen, er væk inden 2200, hvis udviklingen fortsætter.

Et klip fra en anden dokumentarserie på Netflix viser billeder af, hvordan hvalrosser falder ud over en klippeskrænt og dør på grund af klimaforandringer.

Billederne er filmet i det nordøstlige Rusland, hvor 100.000 hvalrosser er samlet på et lille areal, fordi isen, som de normalt opholder sig på, er smeltet.

Videoen indeholder stærke billeder:

Hvalrosser dør på grund af klimaforandringer og smeltende havis, viser ny dokumentarserie.