Skotsk Højesteret lægger pres på Johnson - kan blive tvunget til at gå af

16x9
Boris Johnson må formentlig træde tilbage, hvis den britiske Højesteret når frem til samme resultat som den skotske. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix

Tirsdag skal sagen om suspenderingen af det britiske parlament for Højesteret i Storbritannien.

Det var ulovligt, da Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, mandag suspenderede det britiske parlament. Det har Skotlands Højesteret onsdag slået fast.

Retten i Skotland har enstemmigt afgjort, at Johnsons suspendering er et upassende forsøg på at lukke munden på parlamentet.

- Der er enighed om, at det råd, regeringen gav Hendes Majestæt Dronningen om at suspendere parlamentet fra 9. september til 14. oktober, var lovstridigt, og at suspenderingen derfor i sig selv er lovstridig, sagde den skotske højesteretsdommer Colin Sutherland efter afgørelsen.

Kendelsen har dog ingen indflydelse på parlamentets suspendering lige nu - i stedet går sagen videre til den britiske Højesteret, der behandler den på tirsdag.

Tvinges måske til at gå af

Lige nu udgør den skotske Højesterets dom mest af alt et irritationsmoment for Boris Johnson, men det kan ændre sig, hvis den britiske Højesteret støtter op om den skotske kendelse, fortæller TV 2s korrespondent Divya Das fra London:

- Den britiske Højesteret kommer ikke nødvendigvis med den samme kendelse, som den skotske Højesteret, fordi der er en anden praksis i Skotland. Når den britiske Højesteret frem til den samme kendelse som i Skotland, uden at regeringen retter sig efter det, så har vi et nyt problem.

Skulle Højesteret i Storbritannien komme frem til samme kendelse tirsdag, risikerer Boris Johnson at blive anklaget for at have givet dronning Elizabeth urigtige oplysninger, da hun godkendte at sende parlamentet hjem. Sker det, må Johnson formentlig træde tilbage, rapporterer BBC.

Parlamentet skal efter planen først samles igen 14. oktober. Hvis intet andet aftales, træder briterne ud af EU 31. oktober.

Det er en gruppe på cirka 70 parlamentsmedlemmer, der har ført sagen mod den britiske regering, som nu skal behandles i den britiske højesteret.

- Vi beder om, at parlamentet genindkaldes øjeblikkeligt, siger Jonna Cherry fra Det Skotske Nationalparti til tv-stationen Sky.

- Du kan ikke bryde loven ustraffet, Boris Johnson. Retsstaten vil blive håndhævet af Skotlands domstole. Det samme håber jeg, at Højesteret i Storbritannien gør, siger hun.

Tror ikke på Johnsons forklaring

Labours Brexit-ordfører Keir Starmer, mener, at ingen ved deres fulde fem har troet på Johnsons forklaring om, hvorfor parlamentets medlemmer er sendt hjem.

- Jeg vil indtrængende opfordre premierministeren til øjeblikkelig at indkalde parlamentet for at debattere denne beslutning, og hvad der skal ske herefter, skriver han på Twitter.

Johnson begrundede suspenderingen med, at han som ny premierminister vil få tid til at sætte en ny dagsorden for Storbritannien. Det gælder især indenrigspolitiske initiativer.

Oppositionen beskylder ham for at styre direkte mod et Brexit uden en aftale. De anser hjemsendelsen af lovgiverne - midt i den største politiske krise i Storbritannien siden Anden Verdenskrig - som et angreb på demokratiet.