Nordkorea foretager nye affyringer af projektiler

16x9
Arkivfoto fra tidligere missiltest. Foto: KCNA / Ritzau Scanpix

Ifølge Sydkoreas militær har Nordkorea affyret to uidentificerede projektiler i retning af Det Japanske Hav.

Nordkorea har tirsdag foretaget to affyringer af "uidentificerede projektiler" i retning af Det Japanske Hav.

Det oplyser Sydkoreas militær ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Militæret giver ingen yderligere detaljer om eksempelvis våbentype eller projektilernes flyvehøjde og tilbagelagte distance.

- Vores militær overvåger situationen i tilfælde af yderligere affyringer og fastholder dets beredskab, skriver Sydkoreas forsvarskommando i en meddelelse.

Affyrede to missiler i august

I slutningen af august affyrede Nordkorea to kortrækkende ballistiske missiler fra landets østkyst. De fløj omkring 380 kilometer i en maksimal højde af 97 kilometer, før de styrtede ned i Det Japanske Hav.

Tirsdagens affyringer finder sted, få timer efter at det kommunistiske styre tilbød at genoptage samtaler om sit atomprogram med USA i slutningen af september.

Forudsætningen for samtalerne er, at den amerikanske regering kommer til forhandlingsbordet med "nye acceptable forslag", skriver nyhedsbureauet AP.

Siden et topmøde i februar i Hanoi i Vietnam mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har de to lande ikke haft formelle samtaler om atomprogrammet.

Forsøger at få dem til at nedruste

USA forsøger at få Nordkorea til at nedruste og opgive bestræbelser på at blive en atommagt.

I juni blev Trump og Kim Jong-un på et kort møde i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea enige om at genstarte forhandlingerne om atomnedrustning på Den Koreanske Halvø, men det er endnu ikke sket.

Siden mødet mellem de to ledere har Nordkorea foretaget otte affyringer af missiler, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Søndag sagde USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, at han håber, at samtalerne mellem USA og Nordkorea begynder inden for kort tid.