Netanyahu klar til kæmpe offensiv med Trump

En lang række palæstinensiske områder, Det Døde Hav og noget af Jordandalen står til at blive annekteret.

I et forsøg på at overbevise den yderste højrefløj i Israel om, at han stadig er den rette mand til at lede landet, var Benjamin Netanyahu tirsdag ude med en plan for, hvordan han vil annektere en tredjedel af Vestbredden.

Det skriver The Guardian.

- I dag klarlægger jeg mine intentioner for, hvordan jeg, efter jeg har etableret en ny regering, vil indføre israelsk overherredømme over Jordandalen og Det Døde Hav, sagde Netanyahu blandt andet i talen.

Han har dog ikke i sinde at gøre det endnu, da han ifølge ham selv først skal koordinere med Trump.

Amerikanerne har ellers haft en fredsplan på vej et stykke tid, og en palæstinensiske stat menes at være en del af den. Noget som den israelske præsident har svoret, at han aldrig vil lade ske.

Israelsk overherredømme

På et kort bag Netanyahu var det tegnet ind, hvilke områder han agtede at annektere. Det inkluderede hele Vestbredden og en del af Jordandalen.

- Kortet viser vores østlige grænse. Vi har ikke haft en sådan mulighed siden seksdageskrigen, og vi får det måske ikke igen de næste 50 år, sagde den israelske præsident med en reference til krigen i 1967.

Det er ikke første gang, at han åbner op for muligheden for at annektere de områder, hvor der er israelske bosættelse – bosættelser som ifølge international lov er ulovlige og bygget på land, der er konfiskeret fra palæstinensiske familiers jord – men den nye plan inkluderer endnu større områder.

Flere hundredetusinde israelere lever i bosættelser i besatte palæstinensiske områder på Vestbredden, der kontrolleres af det israelske militær. De kontrollerer dermed også mere end 2.5 millioner palæstinensere.

Der bliver aldrig fred

Ikke overraskende er planen ikke blevet modtaget positivt i hverken Jordan eller blandt palæstinenserne.

- Planen vil skubbe hele regionen mod mere vold, lød det tirsdag aften fra Jordans udenrigsminister Ayman Safadi.

Og en af de palæstinensiske forhandlere Saeb Erekat sagde, at det ikke bare var valgspin, men en vision for apartheid.

-Hvis han gennemfører planen, så vil han lykkedes med at begrave selv den mindste chance for fred. Vi bør slutte konflikten og ikke holde den kørende de næste 100 år, lød det.