John Bolton blev fyret, fordi Trump fortrækker rådgivere, der tager ja-hatten på

16x9
John Bolton står ved Donald Trumps side under et møde i Det Hvide Hus. Foto: Saul Loeb / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Vi er vidne til tredje fase i Trumps fortsatte forsøg på at ensrette tankegangen i administrationen.

At den nu forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton ikke havde nogen stor fremtid i præsident Trumps administration har været en åben hemmelighed igennem længere tid.

Groft sagt har det i flere måneder været et spørgsmål om, hvem der trak stikket først og afsluttede det åbenlyse mismatch, som Trump og Bolton repræsenterede.

Ikke overraskende har vi derfor tirsdag aften dansk tid også set en kamp om fortællingen mellem Bolton og Trump om, hvorvidt den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver tilbød sin opsigelse eller blev opfodret til at sige op (læs: fyret af præsidenten).

Et monumentalt mismatch

Der har hele vejen igennem Boltons 18 måneder lange intermezzo som national sikkerhedsrådgiver været noget mystisk over, at ”America First”-præsidenten Trump valgte at hyre en ”superhøg på steroider”, som Bolton engang meget rammende blev beskrevet.

For sagen er, at Boltons mantra om en aktivistisk – hans kritikere vil nok snarere bruge udtrykkene skydegal og krigsliderlig – udenrigspolitik fra dag et har flugtet dårlig med præsident Trumps ”America First”-dagsorden. En dagsorden, der i høj grad slår et slag for en amerikansk rolle som mere tilbagetrukken, flere afspændingspolitiske initiativer og et mindre militært fodaftryk på den internationale scene.

Efter sigende skulle præsidenten eksempelvis spøgende have udtalt om sikkerhedsrådgiverens anbefalinger, at ”hvis det stod til John, ville vi være i fire krige nu”. Så mon ikke det særligt er i spørgsmålene om den rette strategi overfor Rusland, Iran, Nordkorea og Afghanistan, at Trump har været ”meget uenig i mange af hans forslag”, som præsidenten formulerede det i sit afskedstweet til Bolton i dag?

Tredje fase i Trumps turnaround

I marts 2018 kylede præsidenten Rex Tillerson og H.R. McMaster ud som henholdsvis udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver til fordel for Mike Pompeo og John Bolton. Dengang skrev jeg, at vi var vidne til begyndelsen på Trump-administrationen 2.0., der primært ville bestå af Trump-støtter og ja-sigere.

Ironisk nok skal fyringen af John Bolton ses i samme lys her knap 18 måneder senere. Det er så og sige Trump-administrationen 3.0, vi er ved at være vidne til nu.

I første fase, altså op til præsidentens indsættelse og mindre end et år frem i Trumps præsidentskab, valgte Trump at tilgodese og please de forskellige fraktioner i Det Republikanske Parti.

I anden fase, som kulminerede med udskiftningen af Tillerson og McMaster, havde Trump fået nok af at tilgodese diverse fløje. Nu satsede præsidenten i stedet for på at ensrette tankegangen, men uden at skele særlig meget til de ideologiske knaster, der utvivlsomt ville opstå ved eksempelvis at hive en mand som Bolton om bord på ”America First”-skibet.

I tredje fase, som vi er vidne til nu, reorganiserer præsidenten atter sit hold i et tilsyneladende forsøg på yderligere at ensrette tankegangen, nu også ideologisk.

Har Trump brug for en nikkedukke?

Det store spørgsmål, som vi står tilbage med, er det samme, som da Trump hyrede Bolton for 18 måneder siden:

Hvorvidt har præsidenten overhovedet tænkt sig at lytte til de input, han får fra en kommende national sikkerhedsrådgiver?

Bliver Trump ligeså irriteret, hvis vedkommende ikke mestrer at have ja-hatten på døgnet rundt, som det tydeligvis har været tilfældet med Bolton?

I så fald ville det nok være en bedre ide at anskaffe sig en nikkedukke frem for endnu en ny national sikkerhedsrådgiver.

Præsidenten som personalechef

Afslutningsvis er det igen værd at pointere, hvad præsidentens officielle begrundelse for afskedigelsen er: Manglende overensstemmelse i de store strategiske, sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske spørgsmål. Udover at denne forklaring bekræfter, at præsidenten mere og mere foretrækker nikkedukker frem for konstruktiv og kritisk sparring, stiller det også skarpt på et andet paradoks:

Donald Trump brystede sig under valgkampen af, at han nok skulle opveje sin ikke-eksisterende politiske erfaring ved at være knivskarp på personalefronten. ”Jeg hyrer kun de bedste folk”, var et typisk mantra fra Trump under valgkampen.

Her tre et halvt år senere må man stilfærdig konstatere, at præsidenten åbenbart ikke er særlig god til – eller i hvert fald meget længe om – at finde de rette medarbejdere til topposterne. Omfanget af de gentagne og nærmest konsekvente udskiftninger af topfolk under præsident Trump er ikke set før i nyere amerikansk historie.

Alene på posten som national sikkerhedsrådgiver skal Trump nu i gang med sit fjerde forsøg på at finde den rette kandidat til jobbet. Som National Reviews korrespondent Jim Geraghty har bemærket, så har præsidenten på 31 måneder ud over tre nationale sikkerhedsrådgivere haft to forsvarsministre, to fungerende forsvarsministre, to ministre for indenlandsk sikkerhed, to fungerende ministre for indenlandsk sikkerhed, to udenrigsministre, en fungerende udenrigsminister og tre stabschefer.

Noget siger mig, at der ikke er mange personalechefer, der vil sidde særlig længe i deres stillinger, hvis de havde samme succesrate som USA's præsident.