Lækket video viser to Mærsk-skibe synke ud for Frankrigs kyst

De to Mærsk-skibe ligger fortsat på bunden af Atlanterhavet i Biscayabugten.

Det gik helt galt, da to Mærsk-skibe skulle fragtes fra Danmark til ophugning på et værft i Tyrkiet i december 2016.

Skibene sejlede under dansk flag fra Fredericia, da de 22. december 2016 sank til bunds ud for Frankrigs vestkyst efter at have slået mod hinanden i halvandet døgn.

Nu er Radio24syv kommet i besiddelse af en video, der dokumenterer ulykken.

De to skibe side om side, mens de stadig er oven vande.
De to skibe side om side, mens de stadig er oven vande. Foto: Radio 24Syv

Her ses de to ubemandede skibe støde sammen og synke under havoverfladen.

Skibene ligger fortsat på havets bund i Frankrig. Det har skabt bekymring hos flere miljøorganisationer, da de forliste skibe befinder sig tæt på en maritim naturpark.

Erhvervsjournalist Jens Nymark fra TV 2 Business kalder sagen forfærdelig for Mærsk:

- Det er et mareridt for virksomheden, for den prøver at omstille sig til at blive så grøn som muligt. Mærsk har en meget ambitiøs klimaplan, hvor selskabet blandt andet tilbyder at sejle på madolie, der er dyrere, men grønnere. Derfor kommer den på et rigtig dårligt tidspunkt.

Mærsk blev advaret

Mediet Shippingwatch har tidligere afsløret, at Mærsk valgte en billig løsning, da skibene skulle bugseres.

Det er, selvom firmaet blev anbefaIet ikke at slæbe skibene side om side.

Mærsk vil ikke afvise, at slæbemetoden kan komme i brug igen.
Mærsk vil ikke afvise, at slæbemetoden kan komme i brug igen. Foto: Radio 24Syv

Mærsk mente dog, at alternativet var for dyrt, da det krævede, at der var en besætning om bord på to skibe frem for et. Derfor lod man skibene blive transporteret side om side - ubemandet.

I den efterfølgende havarirapport blev Mærsk kritiseret for ikke at have lavet en tilstrækkelig risikovurdering.

Af rapporten fremgår det blandt andet, at tre fendere, der skulle beskytte skibene, var forsvundet, og at skibene kolliderede uafbrudt i op til 36 timer inden det dramatiske forlis.

Alligevel opdagede besætningen på det skib, som slæbte dem, først, hvor galt det stod til, ti minutter før det første skib begyndte at synke. Videoen er optaget fra dette skib.

Afviser kritik

Mærsk Supply Service har afvist, at den billige løsning skulle have afgørende indflydelse på ulykken.

- En række faktorer førte til ulykken. Man kan ikke udpege en enkeltstående årsag, svarede driftsdirektøren i Mærsk Supply Service, Claus Bachmann, i august 2017.

I dag supplerer Mærsk Supply Services kommunikationschef, Charlotte Holst, med et skriftligt svar til TV 2:

- Vi tager forliset for 2,5 år siden meget seriøst og har lavet en række forebyggende tiltag, så det ikke kan ske igen. Vi har intet nyt at tilføje til sagen.

Destinationen var et tyrkisk værft, hvor Mærsk-gruppens offshore-rederi, Maersk Supply Service, havde solgt dem til skrot.
Destinationen var et tyrkisk værft, hvor Mærsk-gruppens offshore-rederi, Maersk Supply Service, havde solgt dem til skrot. Foto: TV 2

Efter forliset har Søfartsstyrelsen efterforsket rederiet for brud på søsikkerhedslovgivningen.

Efterforskningen er overdraget til Københavns Politi, hvor anklagemyndigheden lige nu er i gang med at tage stilling til, om Maersk Supply Service skal tiltales i sagen. Det oplyste politiet til Shippingwatch i slutningen af august.