Boris Johnson gør alvor af trussel og suspenderer parlamentet

Boris Johnsons talsmand understreger, at regeringen ikke kommer til at bede EU om en udskydelse af Brexit.

Det britiske parlament suspenderes efter mandagens dagsorden til 14. oktober. Det bekræfter en talsmand for den britiske premierminister, Boris Johnson.

Men inden parlamentet suspenderes vil Boris Johnson igen forsøge at få udskrevet valg. Det kræver opbakning fra to tredjedele af det britiske Underhus.

Oppositionen har på forhånd afvist at stemme for Johnsons anmodning.

- Planen er at fremsætte et forslag, ligesom Boris Johnson gjorde i sidste uge, hvor man under den gældende lovgivning forsøger at finde opbakning til et valg. Umiddelbart er der ikke noget der tyder på, at han får opbakning, så det ligner endnu en dag med endnu et nederlag til premierministeren i parlamentet, siger TV 2s korrespondent i London, Divya Das.

Nægter at bede om udskydelse

Samtidig gentager Boris Johnsons talsmand, at regeringen nægter at bede EU om en udskydelse af Brexit, som premierministeren ellers er blevet pålagt af parlamentet.

Et lovforslag, der ventes at blive vedtaget i Underhuset mandag, pålægger ellers Johnson netop at søge om en udskydelse, medmindre et flertal i parlamentet har accepteret en skilsmisseaftale med EU.

Alternativt skal Johnson have parlamentets ja til at forlade EU uden aftale.

Johnson havde på forhånd fået grønt lys til at suspendere parlamentet på et tidspunkt mellem mandag og torsdag i denne uge, og har altså valgt at sende dem på orlov fra senere i dag.

På besøg i Irland

Boris Johnson har mandag været på besøg hos Irlands premierminister, Leo Varadkar, i den irske hovedstad, Dublin.

Her understreger Johnson, at det er nødvendigt at forlade EU 31. oktober.

- Ellers vil Storbritannien og briternes tillid til vores demokratiske system tage permanent skade, siger premierministeren ifølge britiske BBC.

Grænsen mellem EU-landet Irland og Nordirland, der efter brexit ikke længere vil være en del af EU, er et stort stridspunkt i brexitforhandlingerne.

Bagstopper skal forhindre fysisk grænse

En såkaldt bagstopper er i øjeblikket en del af den aftale, som den tidligere premierminister Theresa May har forhandlet sig frem til med EU og som tre gange er blevet stemt ned i parlamentet.

Hvad er bagstopperen?

Da den tidligere britiske premierminister Theresa May i november blev enig med EU om en Brexitaftale, indeholdt den blandt andet bagstopperen.

Den sikrer, at der ikke kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

Det vil således betyde, at grænsen mellem de to lande holdes åben via EU's toldunion, indtil der er indgået en handelsaftale mellem briterne og EU.

Men kritikere - heriblandt i særlig grad Boris Johnson - frygter, at det vil tvinge briterne til at underlægge sig EU-regler på ubestemt tid.

Bagstopperens formål er at forhindre, at der oprettes en fysisk grænse mellem Irland og Nordirland. Mange frygter nemlig, at det vil få en tidligere blodig konflikt mellem de to parter til at blusse op igen.

Kritikere af bagstopperen mener, at den risikerer at holde Storbritannien inde i EU-systemet på ubestemt tid.

- Vi er åbne over for alternativer (til bagstopperen, red.). Men det skal være realistiske, juridisk bindende og fungerende alternativer.

- Sådanne forslag har vi endnu ikke set, siger Leo Varadkar.