Vejrtjeneste vender på en tallerken og bakker Trump op - nu hagler kritikken ned over dem

16x9
Donald Trump holder et vejrkort, hvor der helt tydeligt er tegnet en ekstra bue med en sort tusch. Foto: Jim Watson / Ritzau Scanpix

Sagen har af medier fået navnet "sharpiegate" - sharpie er navnet på en tusch og henviser til, at nogen i Det Hvide Hus tegnede en bue på et vejrkort.

Først kom et tweet. Derefter måtte vejrtjenester og meteorologer på banen for at afvise. Så blev der tegnet med sprittusch på et vejrkort, og nu bakker et vejragentur alligevel op om den amerikanske præsident – til stor undren for mange.

Alt sammen handler om, hvorvidt den amerikanske stat Alabama ville blive ramt af den kraftige orkan Dorian – sådan som den amerikanske præsident hævdede i et tweet og flere interviews 1. september.

Og nu får agenturet ”National Oceanic and Atmospheric Administration” (NOAA), der er en styrelse under det amerikanske handelsministerium, kritik for at vende rundt på en tallerken og i en udtalelse bakke op om Donald Trumps udtalelser om Alabama, skriver avisen The Guardian.

Tidligere orkanchef: Pinligt og hjerteskærende

Kritikken kommer ikke fra hvem som helst, men blandt andet fra den tidligere direktør for USA’s Nationale Orkancenter, der ligger under NOAA.

Således skriver Bill Read i et opslag på Facebook, at det er hans forståelse, at de ansatte i NOAA har fået mundkurv på, så derfor udtaler han sig nu.

- Enten er ledelsen i NOAA faktisk enige i det, de har udsendt, eller også er de blevet beordret til at gøre det. Hvis der er tale førstnævnte, viser udtalelsen mangel på forståelse for, hvordan man bruger sandsynlige prognoser sammen med andre prognoser. Pinligt, skriver han.

- Hvis det er sidstnævnte, viser udtalelsen mangel på mod fra ledelsens side til at støtte de mennesker i marken, som gør deres arbejde. Hjerteskærende, skriver Bill Read med henvisning til ansatte i Den Nationale Vejrtjeneste (NWS), der gik i rette med præsidenten og hans tweet om Alabama.

What has transpired since Mr. Trump's statement on Sunday about Alabama being at risk from Dorian has led to the...

Posted by Bill Read on Friday, September 6, 2019

Vender rundt på en tallerken og modsiger egne tjenester

Opslaget fra Bill Read kommer som reaktion på en udtalelse fra en ukendt talsmand fra NOAA fredag aften amerikansk tid. Her lød det, at informationer fra NOAA til Donald Trump viste, at ”vinde med styrke af tropisk storm fra orkanen Dorian kunne ramme Alabama.”

Advarslen var dateret onsdag 28. august og gjaldt til mandag 2. september.

Samtidig kritiserede NOAA USA’s Nationale Vejrtjeneste (NWS), der ligger under NOAA, for at tale i "absolutte termer, der var uforenelige med sandsynlighederne fra de bedst tilgængelige prognoseprodukter på dét tidspunkt."

Søndag aften i sidste uge lød det imidlertid fra NOAA’s talsmand, Chris Vaccaro, at den ”nuværende prognose for Dorians bane ikke inkluderer Alabama.”

Det samme oplyste USA’s Nationale Vejrtjeneste (NWS) søndag som respons på Donald Trumps tweet - tweetet, som NOAA kritiserer i sin udtalelse.

Alabama har i øvrigt heller ikke været nævnt i nogen af de 75 vejledninger, som USA’s nationale orkancenter, der også ligger under NOAA, udsendte i perioden fra 28. august til 2. september.

Fagforeningspræsident: Modbydeligt og uærligt tweet

Også præsidenten for organisationen for ansatte i Den Nationale Vejrtjeneste (NWS), Dan Sobien, har reageret på NOAA’s seneste udtalelse.

Han forsikrer i et tweet, at ansatte i USA’s Nationale Vejrtjeneste (NWS) ikke havde noget at gøre med det ”fuldstændigt modbydelige og uærlige tweet, der blev udsendt af NOAAs ledelse i aften,” skriver han.

I et interview med The Guardian uddyber han, at han aldrig tidligere har oplevet, at NOAA uden videnskabelige beviser underminerer egne ansatte af politiske grunde.

- Det er aldrig sket før under nogen regering. Det sker ikke. Det er et videnskabeligt agentur. Folk indsamler data, og de træffer de bedste beslutninger, de kan, ud fra de data, siger Dan Sobien.

Samme budskab lyder fra den prisvindende meteorolog og vejrvært fra Birmingham i staten Alabama, James Spann.

Han understreger i et tweet, at NWS i Birmingham har erfarne atmosfæriske forskere, men at de fredag blev ”kastet under en bus af deres moderselskab," som er NOAA.

- (De) har i flere år hjulpet med at redde utallige liv i min stat. Jeg står 100 procent bag NWS Birmingham. Deres tweet fra 1. september var spot on, skriver James Spann.

Men kritikken stopper ikke her - den fortsætter med at hagle ned over NOAA. Således skriver atmosfærisk forsker og en tidligere chef i NOAA, David Titley:

- Nok den mørkeste dag nogensinde for NOAA-ledelsen. Ved ikke, hvordan de nogensinde vil kunne se deres medarbejdere i øjnene igen. Moralsk fejhed, skriver han.

NOAA advarede ansatte om at udtale sig

Ifølge avisen The Washington Post har de ansatte ad to omgange fået mundkurv på af ledelsen i NOAA. Det er blandt andet sket i et direktiv, som avisen har haft adgang til.

Første gang blev de ansatte advaret om at modsige præsidenten i forbindelse med hans tweet om, at Alabama også ville blive ramt af Dorian. Anden gang var i forbindelse med tusch-stregen på vejrkortet, hvor forskere og meteorologer i NOAA blev advaret om at udtale sig.

Det tog ikke lang tid for hverken journalister eller meteorologer at opdage, at der var tegnet en ekstra bue med en sort tusch på et vejrkort.
Det tog ikke lang tid for hverken journalister eller meteorologer at opdage, at der var tegnet en ekstra bue med en sort tusch på et vejrkort. Foto: Michael Reynolds / Ritzau Scanpix

NOAA er ikke den første offentlige myndighed, der bakker op om Donald Trumps udtalelser i forhold til Alabama. Det gjorde admiral Peter J. Brown, der er kommandør for kystvagtens hovedkontor i Florida og en af Donald Trumps sikkerhedsrådgivere, også 5. september.

I en udtalelse fra Det Hvide Hus er han citeret for at sige, at modeller viste, at Alabama ville blive ramt af vinde af tropisk stormstyrke fra Dorian.

Sagen har i USA nu fået navnet ”sharpiegate.” Sharpie er navnet på en tusch og henviser til, at Det Hvide Hus 5. september på et vejrkort tilføjede en bue med en sort sprittusch for at vise, at Donald Trump havde ret i sine udtalelser om Alabama.