Mystisk hundesygdom hærger i Norge - arbejder på højtryk for at finde smittekilden

Nordiske kennelklubber udelukker nu norske hunde for at begrænse smitten.

De seneste par dage har en mystisk sygdom ramt flere hunde i Norge.

I alt er 25 hunde indtil videre døde efter et kort, voldsomt sygdomsforløb med blandt andet akut blodig diarré, blodigt opkast, slaphed og hurtig vejrtrækning. Det skriver flere norske medier - herunder TV 2 Norge.

Dødstallet forventes at stige i de kommende dage, da sygdomsudbruddene er spredt over et stort område i Norge - og fordi hundene dør under et døgn, efter de første symptomer har vist sig.

Indtil videre er den mystiske hundesygdom begrænset til Norge, men lørdag skrev det svenske medie Expressen, at en hund fra Sverige var indlagt med lignende symptomer efter at have deltaget i en udstilling i Norge. Hunden meldes søndag i bedring efter at have modtaget behandling.

Arbejder på højtryk

Hannah Jørgensen, der er fagansvarlig ved Veterinærinstituttet i Norge, fortæller at både Veterinærinstituttet og det norske Mattilsynet er i tæt kontakt med myndighederne i de andre nordiske lande.

- Vi har en god kontakt til Statens Veterinärmedicinska Anstalt (SVA) i Sverige. De følger udviklingen i Norge tæt, men har endnu ingen beviser for, at der er konstateret lignende tilfælde i Sverige. Det samme gælder ifølge mine oplysninger for Danmark, siger Hannah Jørgensen til TV 2 Norge.

Veterinærinstituttet, Mattilsynet og Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet arbejder på højtryk for at finde årsagen til den mystiske sygdom, der på kort tid har spredt frygt blandt norske hundeejere.

- Vi føler, at det begynder at haste. Det gør vi altid, når det gælder syge dyr. Vi prioriterer det her højt, fordi vi vil forhindre flere tilfælde – og for at få startet på en behandling af de syge dyr, siger Hannah Jørgensen fra Veterinærinstituttet.

Hun fortæller, at de norske dyrlæger og eksperter står med en kompliceret opgave. Blandt andet fordi opkast og diarré er helt almindelige symptomer hos hunde. Derfor vil mange hundeejere opleve disse symptomer, uden de nødvendigvis er forbundet med det aktuelle sygdomsudbrud.

Konsekvenser i Danmark

Hundesygdommen har nu fået konsekvenser i Danmark, Sverige og Finland, hvor kennelklubber indtil videre vil udelukke norske deltagere.

- Der har været en række alvorlige sygdomstilfælde, der har medført flere dødsfald blandt norske hunde. Derfor har vi besluttet at udelukke norske hunde, siger adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen, Dansk Kennel Klub.

Udelukkelsen gælder både udstillinger, stævner og konkurrencer. Viser det sig, at hundesygdommen ikke er smitsom, vil udelukkelsen blive ophævet, oplyser de nordiske kennelklubber.

Ikke alle syge hunde dør

Det er uvist, om sygdommen skyldes en virus eller en bakterieinfektion, men syv af de døde hunde er blevet obduceret på det Veterinærinstituttet. Her fandt lægerne to bakterier, men de var ikke i stand til at fastslå, om det er netop de bakterietyper, der er skyld i sygdommen.

Lørdag stod det dog klart, at en af bakterierne udvikler giftstoffer. Det er stadig uvist, hvor smitten stammer fra.

Veterinærinstituttet i Norge understreger, at det ikke er alle hunde med symptomer på sygdommen, der er døde.

- Det er ikke alle hunde med denne sygdom, der dør. Det er meget vigtigt, at hundeejerne ved det, siger Hannah Jørgensen fra Veterinærinstituttet.