Udland

Indisk landingsfartøj fundet på Månen efter mislykket landing

Det indiske landingsfartøj Vikram er fundet på Månens overflade.

Det er dog ikke lykkedes at få kontakt til fartøjet.

Det indiske landingsfartøj Vikram er fundet på Månens overflade.

Det oplyser Kailasavadivoo Sivan, der er bestyrelsesformand hos den indiske rumfartsorganisation, Isro, til det indiske medie India Today.

Det er dog ikke lykkedes at få kontakt til fartøjet, men Isro har taget billeder af Virkram med et termisk kamera. Det vides søndag fortsat ikke, hvordan fartøjets tilstand er.

Vikram er blevet fundet, efter at kontrolcentret fredag mistede forbindelsen til det indiske rumfartøj, som var i gang med at lande på Månen.

Kunne være blevet den fjerde nation på månen

Efter planen skulle landingsfartøjet Vikram udsendt fra raketten Chandrayaan 2 være landet på Månens sydpol mellem klokken 22 og 23 dansk tid fredag aften.

Ifølge den indiske rumorganisation er sydpolen "fuldstændig uudforsket," og formålet med ekspeditionen var at give en bedre forståelse af Månens oprindelse og evolution. Hvis landingen var lykkedes, ville det have gjort Indien til den fjerde nation nogensinde til at lande et rumfartøj på Månen.

Efter det stod klart, at missionen var mislykkedes, sagde den indiske premierminister, Narendra Modi i en tale, at han var stolt og optimistisk.

- Jeg kan med stolthed sige, at indsatsen var det hele værd, og det var rejsen også. Vi er fulde af selvtillid, når det kommer til vores rumprogram. Vi har stadig det bedste i vente, sagde Narendra Modi blandt andet til de videnskabsfolk hos Isro, der har stået bag forsøget på månen.