Udland

Johnson kaldte Cameron for stræber i officielle papirer - bliver beskyldt for kvindehad

Billedet er taget, da David Cameron var premierminister, og Boris Johnson var Londons borgmester. Pool New / Ritzau Scanpix

Den britiske premierminister bliver kritiseret for at bruge ordet "pige" som skældsord i flere sammenhænge.

Den britiske premierminister Boris Johnson er kommet i et nyt stormvejr - der denne gang ikke handler om Brexit, men om hans brug af ord. Det skriver Sky News.

I regeringspapirer kalder han nemlig en anden forhenværende britisk premierminister, David Cameron, for ”girly swot”, som ifølge Cambridge Dictionary bedst kan oversættes til stræber - et nedsættende ord om en person, der altid er velforberedt og har orden i sine ting. Ordet staves i øvrigt korrekt "girlie swot", men bliver af Boris Johnson skrevet "girly swot."

Ordbrugen afstedkommer nu kritik af Boris Johnsen på blandt andet Twitter. Således skriver for eksempel Labour-medlemmet Alice McGovern:

- Hvad er det ved store, smarte piger, som Boris Johnson ikke kan lide?

Samme reaktion har mange andre Twitter-brugere, der ikke mener, han er egnet til at være Storbritanniens premierminister.

- "Girly swot" kombinerer kvindehad med en afvisning af omhu. Han er ikke detaljernes mand - noget, han gentagne gange har bevist. Han er ikke egnet til at være premierminister, skriver Ron Reid.

En anden gruppe kalder det dobbeltmoralsk at kritisere Boris Johnson for sprogbrugen, når han samtidig bliver kaldt diktator og nazist.

Kaldte Labour-leder for kujon

Ordene fremgår af håndskrevne regeringspapirer, der blev skrevet af Boris Johnson 16. august som svar til et argument fra en af hans rådgivere i forhold til at suspendere britiske parlamentsmedlemmer i fem uger.

- Samlingen i parlamentet i september er en lang smøre, der er blevet introduceret af stræberen Cameron, skrev Boris Johnson.

Flere medier har søgt om aktindsigt i dokumentet, men ordene ”girly swot” var overstreget. En uredigeret version er efterfølgende blevet lækket til mediet Sky News.

Nyheden kommer tre dage efter, at Boris Johnsen i en debat i det britiske underhus - der sammen med overhuset udgør det britiske parlament - onsdag opfordrede Labour-lederen Jeremy Corbyn til at udskrive valg efterfulgt - ifølge flere britiske medier - af ordene: ”You great big girl’s blouse,” som bedst kan oversættes til kujon.

Det er ikke første gang, Boris Johnson bruger ”girlie swot” om David Cameron. Det skete ifølge The Guardian også i 2013, hvor Boris Johnson var Londons borgmester, og ordene faldt om både David Cameron og hans bror, som alle tre gik på det prestigefyldte Oxford Universitet, hvor David Cameron fik topkarakterer, mens Boris Johnson måtte nøjes med et lavere karaktergennemsnit.