'Gucci Grace' stod ved Mugabes side - efter hans død kan hun selv ende i søgelyset

16x9
Robert Mugabe lytter til sin kone Grace under et vælgermøde i 2017. Nu er den tidligere diktator død i en alder af 95 år, og det kan blive begyndelsen til enden for hans upopulære enke. Foto: Philimon Bulawayo / Ritzau Scanpix

Grace Mugabe trådte mange magtfulde folk under foden på sin vej til magtens tinde. Nu vil de have hævn.

Den mangeårige leder Robert Mugabes død deler vandene i Zimbabwe.

Nok var han kendt som en brutal diktator, der efterlod sit land splittet og ludfattigt. Men han var også manden, som grundlagde nationen og endte flere årtiers hvidt mindretalsstyre.

Anderledes og mindre komplekst er befolkningens syn på Robert Mugabes 54-årige enke, Grace. Hun er upopulær i stort set hele befolkningen, og nu hvor hendes mand er død, kan Grace Mugabes rigdomme og fremtid i landet være i fare.

Noget af en dramatisk omvæltning for Zimbabwes tidligere førstedame, som i 2017 var snublende tæt på at overtage magten efter sin mand, da han efter næsten 40 år blev kuppet som landets altdominerende leder.

Robert Mugabe kysser sin kone under et offentligt arrangement i april 2017.
Robert Mugabe kysser sin kone under et offentligt arrangement i april 2017. Foto: Jekesai Njikizana / Ritzau Scanpix

Gucci Grace

Grace giftede sig med Robert Mugabe ved en overdådig ceremoni i 1996, efter hans første kone Sally var død fire år tidligere. Allerede mens Robert Mugabe var gift med Sally Mugabe, fik Grace og Robert Mugabe to børn, men deres forhold blev holdt hemmeligt for befolkningen i Zimbabwe. Da Robert og Grace Mugabe senere blev gift, fik de et tredje barn.

På det tidspunkt havde Robert Mugabes status som nationens højtelskede fader allerede fortaget sig i befolkningens hukommelse. Hans brutale og diktatoriske ledelsesstil blev tydelig for enhver, da han i 1983 sendte en nordkoreansk-uddannet brigade til byen Bulawayo for at knuse et ulmende oprør. Titusinder af zimbabweanere blev dræbt i den blodige massakre.

I de efterfølgende år ledede Robert Mugabe og hans familie Zimbabwe som deres personlige slaraffenland og fik tilranet sig store rigdomme. Hurtigt fik Grace Mugabe tilnavnet ”Gucci Grace”, da hun yndede at tage på ekstravagante shoppingrejser i udlandet.

Robert og Grace Mugabe blev gift i 1996. På det tidspunkt havde de allerede fået to børn sammen.
Robert og Grace Mugabe blev gift i 1996. På det tidspunkt havde de allerede fået to børn sammen. Foto: Howard Burditt / Ritzau Scanpix

Vejen til magten

I 2014 begyndte Grace Mugabes politiske ambitioner at spire. Det vakte opsigt, da Grace Mugabe, som på ingen måde var højtuddannet, på bare to måneder fik en PhD i sociologi. Hendes afgangsopgave om børnehjem eksisterer da heller ingen steder.

Ikke desto mindre blev hun kort efter leder af den kvindelige fløj i Zimbabwes regerende parti Zanu-PF. En position, der hurtigt førte til, at Grace Mugabe fik en central rolle i partiets altbestemmende politbureau. På trods af en åbenlys mangel på politisk erfaring bekendtgjorde hun under et vælgermøde, at hun gik efter præsidentposten.

På kort tid lykkedes det Grace Mugabe at få fjernet en række magtfulde ministre i regeringspartiet, men hendes største fejltagelse var at tage kampen op mod vicepræsident Emmerson Mnangagwa – også kaldet Krokodillen. Udover at være Mugabes højre hånd var Mnangagwa kendt og elsket i befolkningen som en af de krigsveteraner, der i 1980 gik forrest i kampen mod det hvide kolonistyre.

Grace Mugabes popularitet styrtdykkede i takt med, at hun kæmpede som en besat for at få magten efter sin alderssvækkede husbond.

Grace Mugabe gik koldt og kynisk efter magten, da hendes alderssvækkede mand mistede grebet.
Grace Mugabe gik koldt og kynisk efter magten, da hendes alderssvækkede mand mistede grebet. Foto: Jekesai Njikizana / Ritzau Scanpix

Truet fra alle fronter

I 2017 fik hæren nok og fjernede Robert og Grace Mugabe fra magtens centrum. Parret blev placeret i husarrest, og Emmerson Mnangagwa overtog posten som Zimbabwes præsident.

Nu er mange af de folk, som Grace Mugabe fik kørt ud på et sidespor, tilbage ved magten - og de er i færd med at slibe knivene.

Så snart Robert Mugabes begravelse er overstået, kan Grace meget vel finde sig angrebet fra alle fronter. Det skriver CNN.

Præsident Mnangagwa har indledt en antikorruptions-undersøgelse af en række folk, der var loyale over for Mugabe-parret. Det forventes, at Grace Mugabe i den anledning vil blive stillet til ansvar for sin rolle i det mangeårige diktatorstyre.