Britisk minister går af i protest: - Jeg kan ikke støtte denne politiske vandalisme

Amber Rudd er fortørnet over, at premierminister Boris Johnson har straffet 21 konservative for at stemme mod et Brexit uden en aftale med EU,

Den britiske minister for arbejde og pension, konservative Amber Rudd, trækker sig.

Rudd forlader ikke bare den britiske regering men også Det Konservative Parti. Et stort slag for premierminister Boris Johnson.

Det skyldes blandt andet, at hun ikke kan holde ud, at loyale partifæller smides ud fra partiet.

- Jeg kan ikke se på, mens gode, loyale moderate konservative bliver smidt ud, skriver Amber Rudd på Twitter, hvor hun har vedlagt det brev, hun har sendt til premierministeren for at forklare sin beslutning.

"Et angreb på demokratiet"

Denne uge blev 21 moderate konservative smidt ud af parlamentsgruppen og nogle endda frataget deres medlemskort til De Konservative, efter at de tirsdag aften stemte mod regeringen for at forhindre, at Storbritannien forlader EU 31. oktober uden en aftale.

- Jeg kan ikke støtte denne politiske vandalisme, står der i brevet.

Amber Rudd stempler endda hans udrensning i Det Konservative Parti som et "angreb på anstændigheden og demokratiet"

Tror ikke på Johnsons regering

Derudover skriver hun i sit afskedsbrev, at hun føler sig ført bag lyset af Boris Johnsons Brexit-politik.

- Jeg tilsluttede mig din regering i god tro og accepterede, at no-deal var nødt til at være på bordet, fordi det var måden, hvorpå vi ville have den bedste chance for at opnå en ny aftale og udtræde 31. oktober.

- Men jeg tror ikke længere på, at det er regeringens primære mål at udtræde med en aftale, skriver Amber Rudd i brevet til Boris Johnson.

Amber Rudd stod indtil for nylig i spidsen for One Nation Conservatives, som er de moderate konservative i parlamentsgruppen. Den var Johnson også en del af, og de to har kørt parløb gennem en stor del af deres politiske karrierer. Det har Amber Rudd nu sat en stopper for.

Amber Rudds afgang kommer to dage efter, at premierministerens egen bror Jo Johnson trak sig som minister.