Dødstal i Bahamas som følge af orkan stiger til 30

16x9
Der er store ødelæggelser på Bahams. Her er det i byen Great Abaco island. Foto: Dante Carrer / Ritzau Scanpix

Dødstallet efter orkanen Dorians hærgen i Bahamas stiger til 30 fra tidligere 20.

Dødstallet i Bahamas som følge af orkanen Dorian er steget til 30.

Det oplyser østatens premierminister, Hubert Minnis, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere var det officielle antal omkomne på 20, men myndighederne har advaret om, at det endelige antal ofre kan vise sig at være langt højere.

Premierministeren sagde torsdag, at orkanen har forårsaget "ødelæggelser", der ikke er set magen til i årtier.

Bevæger sig op over USA

FN vurderer, at mindst 70.000 personer i Bahamas har akut behov for hjælp af den ene eller anden slags.

Da atlanterhavsorkanen Dorian natten til mandag gik i land i den nordlige del af Bahamas var det for fuld styrke. Den ramte øgruppen som en kategori 5-orkan.

Det er den højeste kategori og kan medføre, at huse og bygningsværker knuses.

900.000 mennesker opfordret til at forlade deres hjem

Tidligt fredag morgen dansk tid bevæger Dorian sig op langs USA's østkyst. Orkanen har sendt store mængder regn ned over South Carolina og North Carolina.

I byen Charleston blev der visse steder målt op til 18 centimeter regn.

Alene i de to delstater er over 900.000 mennesker blevet opfordret til at forlade deres hjem og søge i sikkerhed. Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters uvist, hvor mange der har fulgt evakueringsopfordringen.

Dorian, der er nedgraderet til en kategori 2-orkan, befandt sig torsdag aften lokal tid cirka 50 kilometer syd for Cape Fear i North Carolina.

Ifølge USA's Nationale Orkancenter (NHC) bringer den vindstød på op til 160 kilometer i timen med sig.