Udland

Ambassadør i Danmark har holdt møder med højtstående Trump-folk om Grønland

Carla Sands og Mike Pompeo.

USA's ambassadør i Danmark har været hjemme i USA for blandt andet at snakke om Grønland.

Præsident Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har torsdag holdt et møde med den amerikanske ambassadør i Danmark om, hvordan USA kan styrke sine økonomiske forbindelser til Grønland.

- God diskussion med USA's ambassadør i Danmark om de stadigt stærkere bånd til Danmark, Grønland og Færøerne, skriver John Bolton på Twitter.

Han tilføjer, at emnerne for samtalerne var Arktis, forsyningssikkerhed, handel og at forbedre USA's økonomiske forbindelser til Grønland, herunder investeringer i søgninger efter mineraler og lufthavnsopgraderinger.

Møde med udenrigsminister

Ambassadør Carla Sands afslører ligeledes på Twitter, at hun også har holdt møde med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo.

Mødet handlede om amerikanernes "tætte forhold" til Danmark, skriver hun.

- Vi sætter pris på vores fælles sikkerhed, inklusiv den i Arktisk, vores fælles prioriteter inden for menneskerettigheder og religionsfrihed og vores lysende og solide handelsrelationer, skriver Carla Sands.

Stående invitation

At USA interesserer sig for Grønland og Arktis er på ingen måde nogen hemmelighed, efter at det kom frem, at Donald Trump gerne vil købe Grønland af Danmark.

Det gjorde det, kort før at præsidenten skulle på statsbesøg i Danmark 2.-3. september. Men efter at hans købsinteresse blev kendt og afvist af Danmark såvel som Grønland, aflyste præsidenten sit besøg.

Tanken om at sælge Grønland var absurd, mente statsminister Mette Frederiksen, og på baggrund af den kommentar mente Trump, det var bedre at udsætte deres møde.

Han afviste dog ikke at komme på besøg en anden gang, og så sent som i dag, torsdag, sagde dronning Margrethe, der stod bag den oprindelige invitation, at invitationen står ved magt.