Udland

Spildevand fosser ud i polsk flod - kan være katastrofe for Østersøen, siger ekspert

Det danske miljø- og fødevareministerium ser "med stor alvor" på udslippet og har kontaktet polske myndigheder.

Hvert sekund er der siden tirsdag i sidste uge fosset 3000 liter urenset afløbsvand ud i den polske flod Wisla, der munder ud i Østersøen.

Det skyldes, at to rørledninger, der fører spildevand fra hovedstaden Warszawa over Wisla og til rensningsanlægget Czajka, er kollapset.

Det skriver flere svenske og polske medier, herunder RMF24, Wprost og Aftonbladet.

Vizla-floden, Polen

Ifølge de polske myndigheder vil spildevandet nå Østersøen i weekenden, skriver det polske medie Wyborcza. Og det har fået Miljø- og Fødevareministeriet i Danmark til at reagere.

- Vi ser med stor alvor på udslippet af spildevand i Wisla-floden og har derfor rettet henvendelse til Polen gennem den polske repræsentant i Østersøsamarbejdet (HELCOM) for at få flere oplysninger om udslippets omfang, og hvilke initiativer Polen har taget, oplyser ministeriet i en mail til TV 2.

Spildevandet kan være en katastrofe for Østersøen, der i forvejen er hårdt ramt af forurening, mener Anders Alm, østersøekspert i Verdensnaturfonden (WWF).

- Det medfører sanitære problemer. Det stinker, det er giftige bakterier, som kan gøre folk syge. Det kan forårsage fiskedød og alt muligt, siger han til Aftonbladet og tilføjer, at området, hvor Wisla munder ud, allerede lider af algeopblomstring og bunddød.

Hovedrørledningen og nødledningen kollapsede begge i sidste uge.

Hovedledning svigtede - og så svigtede nødledning

Udslippet startede tirsdag i sidste uge, da den ene rørledning ifølge de polske medier RMF24 og Wprost svigtede. Herefter blev spildevandet ført over i en nødledning. Men onsdag begyndte den også at svigte, og spildevandet fossede ud i Wisla.

Ifølge den polske miljøminister, Henryk Kowalczyk, blev forureningen forværret af, at de lokale myndigheder holdt sammenbruddet i rørledningerne hemmeligt i 24 timer, skriver mediet TVP.

De polske myndigheder arbejder lige nu på at færdiggøre en alternativ rørledning, der skal føres over Wisla ved hjælp af en pontonbro med hjælp fra 172 soldater. Der er forventningen, at den bliver færdig i løbet af onsdag.

Konstruktionen, der er udtænkt af ingeniører, vil herefter dagligt blive overvåget af 50 soldater for at sikre, at den virker efter hensigten og stopper udledningen.

Soldater har siden torsdag arbejdet på ponton-broen, der sammen med en ny midlertidig rørledning skal sætte en stopper for udledningen.

260.000 kubikmeter spildevand per dag

De polske myndigheder har advaret fiskere på Wisla samt polske landmænd, der samler vand fra floden til drikkevand til dyr og vanding af afgrøder, mod at bruge vandet.

Alt imens nåede spildevandet mandag til den polske by Plock, der ligger cirka 96 kilometer fra Warszawa.

Ifølge de polske myndigheder er der dagligt strømmet 260.000 kubikmeter spildevand ud af anlægget – det vil sige over en million kubikmeter spildevand, siden rørledningerne brød sammen.