Hongkong trækker omstridt lovforslag tilbage efter måneders uroligheder

To demonstranter i Hongkong er natten til onsdag blevet bragt til hospitalet efter sammenstød med politi.

Hongkongs leder, Carrie Lam, siger i tv-tale, at hun formelt har trukket sit omstridte lovudspil om retsforfølgelse i fastlands-Kina tilbage.

Det omstridte lovforslag blev lanceret af Lam i april. Efter voldsomme protester suspenderede hun i juni forslaget og kaldte det for "dødt". Men demonstrationer fortsatte, og mange krævede, at forslaget skulle opgives formelt.

Modstandere af forslaget siger, at udspillet fra Carrie Lam ville undergrave frihedsrettigheder i Hongkong og åbnede for en stadig trussel mod kritikere af Beijing. Det ville gøre det nemmere at udlevere borgere i Hongkong til retsforfølgelse og fængslinger i Kina.

Mange så det som endnu et kinesisk forsøg på at begrænse storbyens autonomi.

Usikkerhed om betydning

Efter 14 uger med demonstrationer og protester er der usikkerhed om, hvilken betydning Lams beslutning får.

Carrie Lam har selv har været udsat for massiv kritik af demonstranterne, der har krævet hendes afgang. Mange mener, at hun i for høj grad går Kinas ærinde i byens lovgivende forsamling.

Hundredtusinder af mennesker deltager i demonstrationerne, og politiet har anholdt over 1100 personer, siden de begyndte.

I en lydoptagelse fra sidste uge - optaget under et møde mellem den politiske leder og en gruppe forretningsfolk - siger Lam, at hun har et "meget begrænset" råderum til at løse krisen i Hongkong.

Hun siger, at uroen er blevet et nationalt sikkerheds- og suverænitetsspørgsmål for Kina.

- Hvis jeg havde et valg, ville min første handling være at sige op, siger Lam på engelsk på lydoptagelsen. Hun tilføjer, at hun ville give en "dybfølt undskyldning".

"Stor sejr for demonstranterne"

Carrie Lam siger videre, at hun har forårsaget "utilgiveligt kaos" ved at antænde den politiske krise, der lige nu dominerer byen.

Amnesty Internationals generalsekretær i Danmark, Trine Christensen, siger, at det er en stor og vigtig sejr, demonstranterne nu endelig har opnået.

- Den omstridte lov ville forøge Kinas mulighed for at gå målrettet efter systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, ngo-arbejdere eller andre, som er kritiske over for styret, siger hun og tilføjer:

- Det internationale pres har også haft stor betydning for den nye udvikling. Bare i Danmark har 30.000 skrevet under på Amnestys krav om, at Hongkong sløjfer udleveringsloven permanent.