Udland

Vejrtjeneste måtte rette Trump efter tweet om orkanen Dorian

Lokale myndigheder fik travlt, da Donald Trump sagde, at orkanen også ville ramme Alabama. Men det har aldrig været på tale.

At den amerikanske præsident kan lide at spille golf, kan ikke komme bag på mange. Men det er alligevel faldet mange for brystet, at Donald Trump valgte at svinge golfkøllen mandag, hvor indbyggerne i østaten Bahamas samtidig kæmpede mod følgerne af kategori 5-orkanen Dorian - og alt imens amerikanere på USA’s sydlige østkyst forberedte sig på dens ankomst.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder CNN - der i øvrigt fremhæver, at golfspillet var det 227. i løbet af Donald Trumps præsidentperiode.

På billeder fra mandag kan man se præsidenten i fuld gang i sin egen golfklub i Virginia, der ligger ved Washington – ifølge hans pressesekretær, Stephanie Grisham, dog med underretninger om orkanen hver time.

Lyn-analyse

Billederne bliver vist igen og igen på amerikansk tv. Han blotter sig - og for en mand, der kun tænker på at blive genvalgt i 2020, er det ikke smart, at han tager så lemfældigt på en krisesituation.

Trumps fake news om Alabama

Orkanen Dorian fik torsdag Donald Trump til at aflyse sit planlagte besøg i Polen, men siden søndag har den ellers så Twitter-aktive præsident ikke nævnt orkanen med et ord i sine tweets. Dog med undtagelse af ét tweet natten til tirsdag dansk tid, hvor han angreb mediet ABC NEWS for at sprede falske nyheder.

Det skyldes, at præsidenten i sit tweet om orkanen søndag skrev, at Dorian også kunne ramme staten Alabama. Men Alabama har kyst mod Den Mexicanske Golf og ikke mod Atlanterhavet og har aldrig af meteorologer været nævnt som en af de stater, der ville blive ramt af Dorian – noget, som ABC NEWS og flere meteorologer påpegede.

- Udover Florida vil South Carolina, North Carolina, Georgia og Alabama højst sandsynligt blive ramt (meget) hårdere end antaget, skrev præsidenten.

Det samme sagde præsidenten i øvrigt også søndag til journalister på plænen foran Det Hvide Hus.

Den amerikanske præsident nævnte under interview og skrev på Twitter, at staten Alabama også ville blive ramt af Dorian - og så måtte lokale meteorologer ud og rette præsidenten. Video: Natali Braagaard

Efterfølgende måtte blandt andet den lokale vejrtjeneste under USA’s nationale vejrtjeneste, National Weather Service, på banen på Twitter:

- Alabama vil IKKE blive ramt af Dorian. Vi gentager – Dorian vil ikke kunne mærkes i Alabama. Vejrsystemet vil befinde sig for langt østpå.

Men ifølge Donald Trump var det altså i nogle prognoser om orkanens bane sandt, at Alabama ville blive ramt af orkanen.

- Altid godt at være forberedt, skriver præsidenten blandt andet i to tweets.

I skrivende stund ser det lige nu ud til, at Dorian heller ikke vil ramme Florida, ligesom den tirsdag morgen dansk tid er blevet nedgraderet til en kategori 3-orkan.

Lyn-analyse

Donald Trump har gjort sig selv til grin, fordi han ved flere lejligheder har nævnt staten Alabama i forbindelse med Dorian. Når Donald Trump taler som USA’s præsident har det en vis virkning, for han er med til at sprede unødig panik blandt de lokale. Det er et udtryk for, at han – ligesom folk tæt på ham siger - ikke ejer følelsen empati, er relativt ligeglad med detaljer, og at han ikke gider forberede sig.

Har aldrig hørt om en kategori 5-orkan før

Alabama er imidlertid ikke det eneste, som præsidenten har fået galt fat i, når det gælder den ødelæggende orkan Dorian.

Således lød det også søndag fra den amerikanske præsident, at han ikke var sikker på, at han nogensinde havde hørt om en kategori 5-orkan før.

Der har været fire kategori 5-orkan i eller omkring USA, siden Donald Trump blev præsident. Alligevel er han ikke sikker på, at han nogensinde har hørt om en så kraftig orkan. Video: Natali Braagaard

- Jeg ved, de findes. Og jeg har set nogle kategori 4-orkaner – dem ser man heller ikke særlig tit, lød det fra Donald Trump i forbindelse med en briefing i Federal Emergency Management Agency (FEMA), der er det bureau, som har ansvaret for at koordinere den landsdækkende indsats mod katastrofer.

Men det passer heller ikke. Faktisk har USA eller landene omkring USA tre gange udover Dorian været ramt af kategori 5-orkaner, mens Donald Trump har været præsident for USA. Det gælder orkanerne Irma i 2017, Maria i 2017 og Michael i 2018.

Lyn-analyse

Han vil gerne skrive verdenshistorie hver eneste dag, og derfor bruger han hele tiden udtrykket ”vi har aldrig.” ”Vi har aldrig haft en så god økonomi, som vi har i dag. ”Vi har aldrig haft så lav arbejdsløshed.” ”Vi har aldrig set så kraftig en orkan.” Det passer godt ind i hans fortælling om, at det største og værste skete, mens han var præsident. Han vil gerne tegne et billede af, at først da han kom til, blev USA så stor og mægtig, som han havde lovet.

Ved orkanerne Irma og Michael sagde Donald Trump i øvrigt også, at han ikke vidste, at kategori 5-orkaner eksisterede.

Kaldte dødstal efter orkanen Maria for fake

I forbindelse med orkanen Maria, der ramte Puerto Rico hårdt, gjorde Donald Trump sig desuden bemærket, da han på Twitter skrev, at det officielle dødstal på 3000 var ”fake news” og skabt af demokraterne i USA, der ønskede at sætte ham i et dårligt lys.

Donald Trump besøgte to uger efter Marias hærgen Puerto Rico i oktober 2017 - et besøg, der blev foreviget af billeder af Donald Trump, der kaster papirhåndklæder ud til en menneskemængde.

Billedet er ifølge Washington Post blevet et symbol på dét, som kritikere kalder Donald Trumps manglende evne til at vise empati og sympati overfor andre.

To uger efter orkanen Marias hærgen på Puerto Rico, der kostede mange liv og gjorde tusindvis hjemløse uden mulighed for mad og drikke, kastede Donald Trump papirhåndklæder ud til en menneskemængde.

Kategori 5 eller ej. Én ting har den amerikanske præsident ret i: Han har aldrig set en så kraftig orkan som Dorian i eller omkring USA. Dorian er nemlig den kraftigste atlanterhavsorkan, der nogensinde er gået i land i den caribiske økæde.

Dorian var kategori 5, da den ramte østaten Bahamas, men blev mandag morgen nedgraderet til en kategori 4 for så tirsdag morgen at blive nedgraderet til en kategori 3.