Udland

Femstjernebevægelsen siger ja til regering med eksfjenden PD

Italiens premierminister Giuseppe Conte.

To partier, der i mange år har været politiske fjender, ser ud til at udgøre Italiens næste regering.

Medlemmerne i det italienske parti Femstjernebevægelsen har tirsdag godkendt et regeringssamarbejde med Det Demokratiske Parti (PD).

Det står klart efter en afstemning.

Her stemte 79,3 procent af Femstjernebevægelsens medlemmer ja til at danne regering med centrumvenstrepartiet PD. 20,7 procent sagde nej til det overraskende samarbejde mellem de to partier.

Det oplyser Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio.

Næsten 80.000 personer afgav deres stemme.

Har været modstandere i mange år

Femstjernebevægelsen og PD har i mange år været politiske modstandere.

Resultatet af tirsdagens afstemning, der fandt sted online fra klokken 9.00 til 18.00, baner vejen for en ny italiensk regering.

Premierminister Giuseppe Conte ventes muligvis onsdag at præsentere den italienske præsident, Sergio Mattarella, for det nye regeringssamarbejde - heriblandt en liste over landets nye ministre.

Herefter skal Conte vinde en tillidsafstemning i det italienske parlament.

Blev oprettet i 2009

Femstjernebevægelsen blev oprettet i 2009. Partiet var et alternativ til vælgere, der var trætte af den gamle politiske elite i Italien.

PD er et mere traditionelt socialdemokratisk parti.

Den tidligere italienske regeringskoalition bestod af Femstjernebevægelsen og Lega under ledelse af Matteo Salvini. Salvini har med sin populære, hårde ndvandringspolitik sikret stor opbakning i Italien.

Han trak sig ud af koalitionen i forventning om at udløse et valg. Her ville hans parti stå til markant fremgang.

Hans manøvre slog dog fejl, da premierminister Giuseppe Conte fik skabt en ny situation, som fik de to partier, der tidligere var fjender, til at forhandle intensivt om ministerposter og et fælles politisk program.