Kina finder mystisk gelé på bagsiden af Månen

16x9
Den fjernstyrede månebil Yutu-2 er en del af den kinesiske månemission Chang'e-4. Foto: Unknown / Scanpix Denmark

Det kinesiske rumagentur har udskudt resten af månemission for at undersøge gelé-materialet nærmere.

Under en videnskabelig mission på bagsiden af Månen har den fjernstyrede kinesiske månebil Yutu-2 opdaget en mystisk gelé.

Det skriver amerikanske NBC News.

Ifølge en logbog fra missionen udgivet i det kinesiske rum- og videnskabsmedie Our Space begyndte den ubemandede Yutu-2 25. august en fjernstyret opdagelsesmission gennem et område på Månen med flere små kratere.

Tre dage senere, da det kinesiske missionshold på jorden var ved at sætte månebilen i dvaletilstand for at skåne den mod høje temperaturer og solstråling midt på dagen, opdagede de gennem et kamera den underlige gelé.

Det mystiske, blævrende materiale lå i et mindre krater og skilte sig med sin farve markant ud fra omgivelserne.

Kort efter opdagelsen besluttede det kinesiske rumagentur sig for at udsætte resten af missionen for at undersøge materialet med månebilens indbyggede instrumenter.

Det er endnu ikke blevet offentliggjort, hvad materialet består af, eller hvilken farve det har.

Ifølge NBC News gætter flere udenlandske eksperter på, at rum-geléen er en slags glas skabt ved meteornedslag på Månen.

Historisk månelanding

Yutu-2 er en del af den kinesiske månemission Chang'e-4, der ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua primært har til formål at undersøge geologien på bagsiden af Månen og udføre biologiske forsøg.

Missionen skrev historie, da den 3. januar som den første nogensinde landede en sonde på Månens bagside.

Sonden, der har bragt Yutu-2 til bagsiden af Månen. Det er første gang, et fartøj er landet på Månens 'mørke' side.
Sonden, der har bragt Yutu-2 til bagsiden af Månen. Det er første gang, et fartøj er landet på Månens 'mørke' side. Foto: - / Ritzau Scanpix

Ligesom Jorden roterer Månen om sin egen akse. Men fordi Månen bruger lige så lang tid på at rotere om sig selv, som den gør om at komme en gang rundt om Jorden, er det altid den samme side af Månen, vi ser. Det kaldes bunden rotation.

Ofte bliver Månens bagside omtalt som ’den mørke side af Månen’, men det er ifølge Space.com en upræcis beskrivelse.

Månens bagside bliver nemlig ramt af sollys, når Månen i sit kredsløb når ind mellem Jorden og Solen. Det betyder, at der kan være temperaturforskelle på helt op til 200 grader mellem nat og dag.

For de kinesiske videnskabsmænd, der har arbejdet med Chang'e-4, har det givet visse udfordringer. Ombord på sonden er der nemlig frø fra kartofler og planten gåsemad samt en lille blomstrende plante i familie med kål og sennep.

Frøene skal bruges til videnskabelige forsøg, og derfor skal temperaturen i sonden helst holdes mellem 1 og 30 grader, ligesom fugtighed, lys og gødning skal styres, hvis frøene skal vokse.

Kommunikationen med sonden sker via en satellit, der er sendt i kredsløb om Månen.