Løsladt efter 36 års afsoning for røveri med udbytte på 50 dollar
Alvin Kennard blev idømt fængsel på livstid uden prøveløsladelse, fordi han begik sin fjerde lovovertrædelse.
Da den dengang 22-årige Alvin Kennard i 1983 begik et røveri mod et bageri i Bessemer i Alabama - ved at true med en kniv - og fik et udbytte på 50,75 dollar, faldt hammeren hårdt, da han blev dømt året efter. Han fik fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, fordi det var hans fjerde lovovertrædelse.
Selvom de tre foregående lovovertrædelser var ikke-voldelige tyverier, blev dommen så streng, fordi staten Alabama netop havde indført en praksis, der betød, at lovovertrædere fik fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse ved den tredje lovovertrædelse.
For Alvin Kennard var det juridisk hans fjerde lovovertrædelse. Han havde ved en retssag i 1979 erklæret sig skyldig i tre mindre forhold.
Har ændret sit liv
Men nu har en dommer i Alabama beordret ham løsladt, skriver blandt andet BBC og NBC News, efter den nu 58-årige Alvin Kennard har afsonet 36 år af sin livstidsdom.
- Det ekstraordinære med mr. Kennard er, at han virkelig har ændret sit liv, også selvom han troede, han skulle være her resten af sit liv, siger hans forsvarer Carla Crowder.
Loven i Alabama er blevet ændret, så den tillader prøveløsladelse.
Da Alvin Kennard mødte frem i retten i sin rød- og hvidstribede fangeuniform, sagde han til dommeren, at han tog det fulde ansvar for sine handlinger.
- Jeg vil bare sige, at jeg er ked af det, jeg gjorde. Jeg tager ansvaret for, hvad jeg gjorde i fortiden. Jeg vil gerne have chancen for at gøre det godt igen, sagde han.
Familie og venner jublede
Da dommeren kom med sin afgørelse og beordrede Alvin Kennard løsladt, sprang medlemmer af hans familie og venner op i jubel og omfavnede ham.
- Vi græd allesammen. Han har talt om at blive fri i over 20 år, sagde hans niece Patricia Jones.
Alvin Kennard vil nu slå sig ned med sin familie i Bessemer, hvor han gerne vil arbejde som tømrer.