Har Trump tweetet fortroligt spionfoto?

16x9
Den fejlslagne satellitopsendelse i Iran torsdag. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Hvis Trump har tweetet fortroligt foto, så vil det uden tvivl glæde vores modstandere, siger eks CIA-ansat.

USA's præsident, Donald Trump, kritiseres for på Twitter at have offentliggjort et foto, som menes at være taget af en amerikansk spionsatellit over Iran.

Det sort-hvide foto viser angiveligt et raketaffyringscenter i det nordlige Iran, hvorfra en opsendelse af en satellit torsdag endte galt.

På billedet ses en brandskadet affyringsrampe.

Trump skriver i tweetet, at USA ikke var indblandet i den "katastrofale ulykke under de afsluttende forberedelser til opsendelse" af en satellit. Trump nævner også navnet på det sted i Iran, hvor hændelsen fandt sted.

Trump forsvarede deling

Senere fredag forsvarede Trump over for journalister i Det Hvide Hus, at han havde delt billedet på Twitter.

- Vi havde et foto. Jeg sendte det ud, og det er jeg fuldstændig i min ret til at gøre, sagde han.

Præsident Trump talte fredag til pressen på South Lawn foran Det Hvide Hus, før han rejste til Camp David.
Præsident Trump talte fredag til pressen på South Lawn foran Det Hvide Hus, før han rejste til Camp David. Foto: Yuri Gripas / Ritzau Scanpix

En iransk embedsmand har oplyst, at en raket torsdag eksploderede kort før affyring. USA har også meddelt, at Iran har mistet en satellit i et mislykket forsøg på opsendelse.

- Jeg ønsker Iran alt det bedste og held og lykke med at finde ud af, hvad der skete, skriver Trump på Twitter.

Vil glæde modstandere

Patrick Eddington, der tidligere har analyseret satellitbilleder for efterretningstjenesten CIA, vurderer, at der er tale om et foto fra en amerikansk spionsatellit.

Og den slags billeder er ikke tiltænkt hverken offentligheden i USA eller andre steder, understreger han.

- Hvis præsidenten har tweetet et billede, der er stemplet som fortroligt, så er det uden tvivl en nyhed, som vil glæde vores modstandere, siger Patrick Eddington, som nu har en forskerstilling hos tænketanken Cato Institute.

CNN har talt med tidligere CIA officer John Sipher, som vurderer, at fotoet er fortroligt. Dog tilføjer han, at der kan være tale om et foto med lavere grad af fortrolighed, da NGA (National Geospatial-Intelligence Agency) leverer produkter på flere niveauer - også visse fotos, som slet ikke er underlagt principper om fortrolighed.

Det kan være tilfældet her, mener John Sipher.

- Hvis han bare tog billedet og tweetede det, er det virkelig slemt. Men det vil jeg nu ikke satse på. Min vurdering er, at han spurgte, om han afslørede nogen hemmeligheder (med fotoet red.), og at de relevante myndigheder sagde "nej", siger John Sipher til CNN.

USA har advaret Iran

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har ikke kommenteret Trumps tweet. Også det Nationale Sikkerhedsråd har afvist at kommentere på præsidentens tweet.

USA har tidligere advaret Iran mod affyring af raketter. Amerikanerne er nervøse for, at teknologien til at bringe satellitter i kredsløb kan gøre Iran i stand til at udvikle ballistiske missiler, som kan bære atomsprænghoveder.

Styret i Teheran har afvist en amerikansk påstand om, at satellitprogrammet er et dække for udvikling af ballistiske missiler.