Rusland vil sejle atomdrevet fisketransport gennem Storebælt

16x9
Sevmorput skal sejle containere med fisk nord om Sibirien. Den flydende atomreaktor sejler efter planen under Storebæltsbroen sidst i september. Foto: kamgov.ru

Ruslands eneste atomdrevne containerskib skulle egentlig have været hugget op, men nu bliver det brugt til at åbne en handelsrute nord om Sibirien.

Sidst i september vil et 30 år gammelt atomdrevet russisk containerskib sejle gennem Storebælt med 5000 ton frosne fisk til middagsbordene i Sankt Petersborg.

Og hvis rejsen går godt, er der mulighed for, at Danmark får mange flere besøg af det flydende atomkraftværk. Det oplyser de russiske myndigheder i Kamtjatka, som beskriver skibets rejse på regionens hjemmeside.

Skibet, Sevmorput, er i skrivende stund på vej omkring Japan, og du kan selv se skibets nuværende position via dette link.

Efter planen skal Sevmorput sejle nord om Sibirien, ned langs Norges kyst og ind gennem de indre danske farvande til sin destination i Sankt Petersborg.

Den globale opvarmning har gjort det muligt at sejle nord om Sibirien, og nu håber guvernøren i den russiske region Kamtjatka, at det bliver muligt at oprette en fast rute, hvor det atomdrevne skib sejler dybfrosne fisk, fileter og kaviar fra Fjernøsten til Sankt Petersborg.

- Denne forsøgsrejse med containerskibet giver håb om, at sådanne leveringer en dag vil blive mere almindelige, siger guvernøren Vladimir Kuzmitsky til regionens hjemmeside.

Ifølge avisen Moscow Times er der allerede nu forhandlinger i gang om at gentage turen til næste år, og ifølge myndighederne i Kamtjatka er der forhandlinger om at gøre ruten permanent i 2020.

Den smeltende is på havet har åbnet for, at Rusland vil sejle fisk fra Fjernøsten til Sankt Petersborg.
Den smeltende is på havet har åbnet for, at Rusland vil sejle fisk fra Fjernøsten til Sankt Petersborg. Foto: TV 2

Moscow Times skriver desuden, at rejsen dette efterår bliver første nogensinde, hvor et civilt atomdrevet skib sejler fragt nord om Sibirien, nord om Nordnorge og efterfølgende ned langs Norges kyst.

Det er planen, at Sevmorput skal sejle retur til Fjernøsten sidst i oktober.

Lå til ophugning i Murmansk

Ruslands atomagentur, Rosatom, er med i projektet sammen med de russiske myndigheder og en række private russiske virksomheder, der ønsker mere handel mellem den østlige og den vestlige del af det enorme land.

Rosatom fotograferede skibet lige før afsejlingen fra Petropavlovsk og offentliggjorde dette tweet med oplysning om, at det skal rejse via den nordlige sørute:

Og hvad er det så for et skib, som skal foretage rejsen?

Det er Ruslands eneste atomdrevne fragtskib, der samtidig kan fungere som isbryder. Det kan sejle gennem is på én meters tykkelse med en hastighed på to knob, oplyser myndighederne i Kamtjatka.

Skibet er 260 meter langt og drives frem af en atomreaktor, som indeholder lidt over 150 kilo beriget uran.

I 2008 besluttede Rusland, at der ikke længere var brug for skibet, så det lå klar til ophugning i havnen i Murmansk i flere år.

I 2013 besluttede russerne imidlertid at renovere skibet i stedet, og i 2015 stak det atter til søs.

Det har på det seneste blandt andet været brugt til at sejle forsyninger til Ruslands nye militærbaser i Arktis.